Analyse: Radikale står ved aftalen om Egholm - men vil gerne udskyde projektet
Corona, krig og energiproblemer kan få betydning for, om en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm skal etableres efter planen, vurderer TV2 Nords politiske analytiker.
I ganske mange år har den tidligere radikale leder Marianne Jelved i sin egenskab af nordjysk valgt folketingsmedlem holdt fast ved to ting, når lokale partifæller (og andre) udtrykte skepsis over for en ny Limfjordsforbindelse via Egholm.
For det første, at Egholm-forbindelsen var den, de nordjyske borgmestre med flere ønskede.
Og for det andet, at Radikale Venstre vedstod sig, at partiet ad flere omgange havde tilsluttet sig projektet.
Da regeringen i 2014 indgik en trafikaftale, sad Radikale Venstre i regering (og Marianne Jelved var kirke- og kulturminister). I denne aftale tilsluttede forligspartierne sig, at “linjeføringen fastlægges i Egholm-linjen”, at der lægges “byggelinjer langs den valgte linjeføring”, og at der afsættes 43,1 millioner kroner, så berørte grundejere kan bede om en forlods-overtagelse af deres ejendom.
Siden, i 2021, var Radikale Venstre med i en ny infrastruktur-aftale, der fastlægger, at projektet til godt syv milliarder kroner skal søsættes i 2025.
Det er værd at bemærke, at den nuværende radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, udtrykkeligt ikke opsiger forligene. På Christiansborg er det skik og brug, at vil et parti ud af et indgået forlig, varsler man dette forud for et valg.
Det gør Sofie Carsten Nielsen ikke!
Men hun vil efter valget prøve at få de andre forligspartnere med på - med et nymodens ord - at “pause” projektet.
Økonomisk begrundelse
Begrundelsen er angiveligt ikke primært hensynet til Egholm eller naturen, men til økonomien. I en ny energi-situation skal flere hurtigt have lagt fjernvarme ind i deres boliger, og udgiften til det kan eksempelvis, siger den radikale leder, hentes ved at “pause” Egholm-forbindelsen, så spaden alligevel ikke stikkes i jorden i 2025.
Det er slet ikke urealistisk, at alle statens anlægsplaner på alle mulige områder - efter valget - må revurderes, fordi riget fattes penge. Corona, krig og energiproblemer har betydet, at pengene er fosset ud af statskassen.
Om man, når regningen skal betales, vil udskyde en ny fjordforbindelse, afhænger i sidste instans af mandatfordelingen i det kommende folketing. Ikke alene vil der med stor sandsynlighed komme nye partier. I partierne bag aftalen vil der formentlig sidde nye folketingsmedlemmer med hver deres holdning til også infrastruktur.
I det nuværende folketing er der, selv hvis man trækker de radikale mandater ud af regnestykket, et solidt flertal for en Egholm-forbindelse.
Er det samme tilfældet efter 1. november - selv med de ventede store ændringer i flere partiers tilslutning - vil et flertal, når en ny VVM-redegørelse er på plads, kunne vedtage den anlægslov, som i givet fald formelt giver grønt lys for forbindelsen.
Hvis altså pengene er der!
Statsminister er stadig for
Statsminister Mette Frederiksen (S) lød i TV2 Nords interview med hende forleden bestemt ikke som en, der vil efterkomme et radikalt krav om at “pause” projektet.
Nød - herunder lavvande i kassen - kan imidlertid få partier på andre tanker. Men én ting er en eventuel udskydelse, begrundet i økonomi. Noget helt, helt andet er den underliggende radikale tanke - at en sådan pause kan benyttes til at finde andre løsninger end en motorvej over Egholm.
Det var omtrent det samme, den radikale transportordfører Rasmus Helveg Petersen på opfordring fra nordjyske partifæller testede i forligskredsen tidligere i år - men hvor han fik en kold skulder.
Alle andre stod ved Egholm-linjeføringen, måtte han slukøret erkende.
Det er tvivlsomt, om det billede efter valget ændrer sig.
Den ny radikale frontfigur i Nordjylland, Christian Friis Bach, fik i valgkampens start i et læserbrev ikke udtrykt sig soleklart om sagen. Sofie Carsten Nielsens melding skal formentlig også være med til at fjerne enhver tvivl om, at Radikale Venstre som parti (nu da Marianne Jelved snart er fortid på Christiansborg) er skeptisk over for en Egholm-forbindelse.
Men altså omvendt ikke løber fra aftalerne om den…