Alvorlig fejl i nordjysk stemmeoptælling: - Det er selvfølgelig ærgerligt
Før fejlen blev opdaget, var Enhedslisten Sæbys tredjestørste parti. Men stemmerne var ikke deres.
En alvorlig fejl er sket, da stemmerne til folketingsvalget skulle indberettes for Sæby i Frederikshavn Kommune.
Så alvorlig, at stemmerne til Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne er byttet rundt med Enheldslistens stemmer, skriver Kanal Frederikshavn.
Helt konkret er Enhedslisten noteret for 980 af Støjbergs stemmer (15,3 procent), mens deres 104 stemmer (1,6 procent) er noteret til Danmarksdemokraterne.
Indtil nu har partiet altså været i den tro, at de blev det tredjestørste i byen. En markant fremgang fra sidste valg, hvor de kun stod til 2,8 procent af stemmerne.
Men også for godt til at være sandt, viste det sig.
Dette indhold eksisterer ikke længere. Hvis du er interesseret i resultaterne fra Folketingsvalget i 2022, så prøv KMDs valgresultat-site:
"Ærgerlig fejl"
Ifølge valgansvarlig Marianne Lessél, er der tale om en menneskelig fejl.
- Vi sidder og knokler til langt ud på aftenen. Så sker sådan noget. Det er selvfølgelig ærgerligt, siger hun.
Helt konkret er fejlen sket, ved at de valgtilforordnede har fået tastet stemmetallet forkert ind, forklarer Marianne Lessé. Nu skal der fintælles i Arena Nord, hvor alt bliver tjekket efter:
- Lavpraktisk at nu så fintæller vi og ser efter sådan nogle fejl. Her tjekker vi om alt er,som det skal være. Det er altid meget omhyggeligt.
Hvordan blev i opmærksomme på det?
- Om aftenen er vi lidt trætte, så der stopper vi ikke lige op og tænker 'kan de her tal passe?' Det lærer vi så af, slutter Marianne Lessél, der i øjeblikket er i gang med fintællingen i Arena Nord.
Fejl kan rykke et mandat, siger analytiker
Selvom tallene fortsat er meget usikre, idet de personlige stemmer er under fintælling, så kan fejlen ifølge TV 2s politiske analytiker, Jesper Vestergren, måske vise sig at få kæmpe betydning for hele valgresultatet.
- Det kan jo rykke et mandat fra rød blok til blå blok. Hvis det sker, er der ikke længere noget rødt flertal, lyder vurderingen med store forbehold.
KMD har ifølge TV2 ikke noget overblik over, hvor ofte den slags fejl sker eller er sket under dette folketingsvalg. It- og softwarevirksomheden, som står bag valgsystemet, som blandt andet TV 2 baserer mandatfordelingen på oplyser, at valgstederne selv taster resultaterne ind i systemet.
De kan også selv ændre i tallene, hvis de finder fejl i fintællingen. Derfor har de ifølge TV2 ikke noget overblik over, hvor ofte den slags fejl sker eller er sket under dette folketingsvalg.
KMD oplyser til TV 2, at det "sker en gang imellem."
Fejlen forventes at blive rettet, når fintællingen er færdig over middag.