Søren Gade: Jeg er meget ydmyg
Foto: TV2 Nord
Søren Gade, der stillede op for Venstre i Nordjylland har været valgets helt store stemmesluger. Men 28.906 stemmer er han den politiker i Nordjylland, der har fået flest personlige stemmer.
Det er første gang Søren Gade stiller op i Nordjylland, og alligevel er det lykkedes ham, at blive valgets store stemmesluger i det nordjyske med 28.906 personlige stemmer.
- Jeg er meget ydmyg over for det, for det havde jeg jo ikke regnet med eller kunne forvente, når man stiller op for første gang. Det er jo faktisk et bedre valg, end det jeg havde, da jeg var på toppen i min egen gamle kreds, siger Søren Gade.
Venstre er gået tilbage med et mandat i Nordjylland, hvilket er mindre end den tilbagegange der har været i partiet andre steder i landet.
- Jeg synes, at det er et rigtig stærkt hold, der er i Venstre i Nordjylland. Det har været en holdindsats, ikke kun blandt de ni kandidater, men også i organisationen. Jeg tror simpelthen, at det er det samlede hold der har gjort, at vi godt nok er gået tilbage, men trods alt mindre end landsgennemsnittet, siger Søren Gade.
Selvom Venstre er gået tilbage, så er Søren Gade glad for at blå blok igen har fået statsministerposten.
- Jeg tror ikke, at vi vil bytte det med en fremgang og så ikke have statsministerposten, men det er klart, at vi er nødt til at se indad, og vi må selvfølgelig acceptere og respektere vælgernes dom, siger Søren Gade.
Han har tidligere været forsvarsminister, og han lægger heller ikke skjul på, at han da gerne vil have en ministerpost.
- Alle politikere, der kommer ind i Folketinget, vil gerne være ministre. Det har jeg ikke lagt skjul på, det vil jeg også gerne. Hvis jeg overhovedet skulle få en opringning, så har jeg ingen indflydelse på, hvad den omhandler. Det er der kun en der bestemmer, og det er Lars Løkke Rasmussen, fortæller Søren Gade.