Skole bygges om til boliger
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Den gamle skolebygning skal bygges om til 40 moderne lejligheder.
Den gamle skolebygning på Ørnevejens Skole i Frederikshavn bygges om til 40 moderne boliger.
Ørnevejens Skole i Frederikshavn kommer snart i brug igen. Frederikshavn Boligforening købte skolen af Frederikshavn Kommune, da de i 2012 lukkede den store skole midt i byen i Frederikshavn. Den gamle skolebygning er fra 1915 og bliver til 40 boliger.
Boligforeningen vil desuden opføre 20 boliger i et punkthus på den tidligere idrætsplads.
Ifølge Frederikshavn Boligforenings bestyrelsesformand Bjarne Walentin, så forventer man at arbejdet med at opdanne skolen til boliger starter op sidst på vinteren.
Frederikshavn Boligforening er med ombygningen af Ørnevejens Skole med til at bevare en markant gammel bygning i Frederikshavns midtby.
Flere lukkede skoler er revet ned
Frederikshavn Kommune har siden kommunalreformen i 2007 lukket seks folkeskoler. Fire af skolerne blev solgt, og på tre af de seks matrikler er der enten bygget nyt eller bygget om, som tilfældet er med Ørnevejens Skole.
Hedeboskolen i Skagen blev solgt til en privat investor. Skolen er væltet, og her bygges der boliger. Munkebakkeskolen i Frederikshavn blev også revet ned. Her blev den nye folkeskole Nordstjerneskolen bygget på grunden.
Frederikshavn Boligforenings projekt på Ørnevejens Skole koster 122 millioner kroner.
I Nordjylland er der siden kommunalreformen i 2007 lukket 56 skoler. Hjørring Kommune har rekord med 12 lukkede skoler i perioden. Kun en af kommunens 12 skoler er revet ned. Nemlig skolen i Rakkeby.
I Mariagerfjord blev en af kommunens otte lukkede skoler væltet. Det er Nordre Skole i Hobro, hvor der er bygget boliger.