EU-hvad for noget? Stor forskel på valgdeltagelsen i nordjyske kommuner
Der er stor forskel på valgdeltagelsen til EU-relaterede valg i nordjyske kommuner. TV2 Nords reporter har besøgt de to kommuner med henholdsvis laveste og højeste valgdeltagelse ved seneste Europaparlamentsvalg - Frederikshavn og Rebild.
Hvorfor hitter EU-valg ikke i Frederikshavn? Det spørgsmål forsøger TV2 Nords reporter Robert Bedsted at få svar på.
Frederikshavn er den kommune med lavest valgdeltagelse ved seneste Europaparlamentsvalg. Her stemte 58,3 procent af vælgerne i kommunen. Det var næsten 7,7 procentpoint under landsgennemsnittet på 66,1 procent.
Har du stemt til EU-valg før?
- Det tror jeg, men jeg kan ikke huske det, lyder det fra Mia Lauritsen fra Frederikshavn.
Er det fordi, der er for langt til Bruxelles?
- Der er for langt til min forstand, lyder svaret fra en anden frederikshavner, Marianne Nielsen.
Man snakker politik i byen
Helt anderledes var deltagelsen ved sidste EU-relaterede valg i Rebild Kommune. Her havde man den højeste valgdeltagelse i Nordjylland. 68,2 af de stemmeberettigede stemte til Europaparlamentsvalget i 2019 - 2,1 procentpoint over landsgennemsnittet.
Der er måske mere debat i Rebild Kommune?
- Ja, og det tror jeg hjælper med at give indblik i tingene, lyder det fra Jens Nykær i Støvring.
Den betragtning er Birthe Jensen, som ligeledes bor i Rebild Kommune, enig i. Hun fortæller, at man ofte drøfter politik, når man mødes i Støvring.
- Når vi er sammen med folk her fra byen, så snakker vi politik - og er ofte meget uenige, fortæller hun.
På trods af de uenigheder, der kan være, når man snakker politik, er der blandt de adspurgte borgere - både i Frederikshavn og Støvring - enighed om, at denne gang skal der stemmes.
- Situationen i Ukraine sætter helt klart gang i, at man gerne vil stemme, slutter Mia Lauritsen.