Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Historiker: Henning Jensen var en af Danmarks største gennem tiderne

Foto: Idrætshistoriske Samling

Fodboldstjernen Henning Jensen (tv) sammen med sin træner, Børge Christensen - kaldet Bus-Børge, der opfandt Henning Jensen og trænede ham gennem drengeårene i Nørresundby Boldklub.

John Laden Jensen har i sin bog skrevet en længere baggrundsartikel om fodboldstjernen Henning Jensens liv i fodboldens absolutte top. Læs den her.

Han havde det ikke fra fremmede, Henning Jensen, der endte med at blive Nørresundbys største fodboldspiller gennem tiderne - og en af de største i Danmark.

Det var nemlig hans bedstefar Anders Johansen Jensen, der var med til at stifte den første fodboldklub i Nørresundby i 1909, og han var aktiv i mange år derefter. Det startede som en drengeklub, og da Velo blev stiftet i 1912, blev den første formand Anders Jensen. Han sad på posten indtil 1915.

Da Anders Jensen voksede op kom han til at spille højre wing på Velos bedste hold, i en dynamisk wing-duo med Aage Nielsen i venstre side. Det varede dog ikke længe, før Aage fik arbejde søndenfjords i korn- og foderstoffirmaet H. Thorndahl i 1918. Han syntes at rejsen over Pontonbroen var for træls, så han skiftede til AaB og fik en række kampe på Jysk hold.

Anders Jensen, der var født i 1895 havde det held, at hans fodboldinteresse gik i arv til sønnen Svend, kaldet Stille Svend, der i flere år var en solid kraft på Nørresundby Boldklubs førstehold, hvor han oftest spillede i angrebet, for det meste som centerforward. 29 år gammel blev han far til en lille dreng, der blev kaldt Henning. Svend var arveligt belastet, og hans søn Henning, blev allerede som ynglingespiller, senere som seriespiller udtaget, først til Jysk hold og i starten af 1972 til det danske landshold, som den lavest rangerende spiller i dansk landsholdsfodbold nogensinde.

I 1971 skulle det danske fodboldlandshold i træningslejr i Nordjylland, og træneren Rudi Strittisch ville gerne spille en træningskamp, nu de var her. Han ville ikke helst ikke have alt for stærk modstand, så han bad om, at der skulle udtages et hold af seriespillere, altså spillede de højest rangerede spillere i Danmarksserien.

Det nordjyske seriehold til først - derefter landsholdet på alle positioner:

  1. Harbo Larsen, Aalborg Freja - Mogens Therkildsen, OB

  2. Jens Steffensen, Chang - Torben Nielsen, B1903

  3. Flemming Petersen, Vejgaard - Claus Johansen, AaB

  4. Thorkild Jørgensen, AaB - Per Røntved, Brønshøj

  5. Hans Jørgen Nielsen, AaB - Jørgen Rasmussen, Rander

  6. Kurt Rasmussen, Nørresundby - Birger Pedersen, Hvidovre

  7. Per Nielsen, Nørresundby - Hans Ewald Hansen, B1901

  8. Poul Erik Andreasen, Nørresundby - Morten Olsen, B1901

  9. Poul Jensen, Aalborg Freja - Eigil Nielsen, KB

  10. Leif Jensen, Vejgaard - Kresten Nygaard, Fuglebak.

  11. Henning Jensen, Nørresundby - Jørgen Markussen, Vejle

  12. Jess Zimmer, Chang - Flemming Pedersen, KB

  13. Bjarne Jensen, Freja - Valdemar Hansen, B1901

  14. Ole Storch, AaB

Inden kampen lød det fra DBU, at man ikke ønskede en hård og krævende kamp, men bare ville have at landsholdsspillerne skulle have lidt afveksling i træningslejren.

- Men hvis jeg var seriespiller, ville jeg gøre mit bedste, i sådan en kamp, der let kan blive en spændende oplevelse for publikum, sagde formanden for DBU’s udtagelseskomite Ib Skotnborg, der selv var opvokset i Aalborg.

Den nordjyske fodboldlegende er død efter kort tids kræftsygdom. Foto: Koen Suyk - WikiCommons

Han, og de 2.500 tilskuere, fik en lidt anden kamp end de havde regnet med.

Dog var starten lige efter bogen, for allerede efter fem minutters spil kom landsholdet foran ved Birger Pedersen, og efter 35 minutters spil stod det 3-0 til landsholdet. Jørgen Markussen, der afløste sin skadede klubkammerat Iver Schriver, scorede to næste mål, men Frejas Bjarne Jensen fandt Henning Jensen kun to minutter efter Jørgen Markussens 2. mål, og derfor var stillingen ved pausen 3-1 til landsholdet.

Efter 10 minutters spil kom Poul Erik Andreasens mesterstykke. Han satte hele landsholdets midtbane med en række snævre driblinger, og fandt Hans Jørgen Nielsen fra AaB’s danmarksseriehold. Han spillede hurtigt bolden videre til Henning Jensen, der havde ryggen mod Flemming Pedersen, som var kommet ind i pausen i stedet for Jørgen Rasmussen. Henning lavede en fræk hoftefinte, der sendte KB’eren langt væk i den forkerte retning. Nu var der fri bane mod mål, og så stod der 3-2.

Midtvejs i halvlegen pressede Henning Morten Olsen til at lave en fejlaflevering. Den opsnappede Henning Jensen selv, gik direkte mod mål og scorede på den indskiftede målmand, Valdemar Hansen.

Efter 33 minutters målshow under stormende jubel var der ikke mange, der regnede med, at Henning Jensen havde mere i posen. Men det havde han. Denne gang var det dog i oplæggerens rolle, da han spillede Jess Zimmer fri foran mål, og så var seriespillerne foran med 4-3 mod det danske landshold, der bare lige skulle have en fridag. Men træerne voksede trods alt ikke helt ind i himlen, for det lykkedes ikke at holde det lille forspring. Få minutter før tid fandt Kresten Nygaard den tidligere hjørringspiller, Eigil Nielsen nu KB, og han fik skrabet et uafgjort resultat hjem til landsholdet. Det var 2.500 tilskuere, der havde fået underholdning for alle pengene, men Henning Jensen havde meget mere i posen.

Tilskuermagnet - på Taars Stadion
På baggrund af præstationen på landsholdet fik Henning Jensen chancen for at spille på det jyske hold i unionskampen mod Nordtyskland kort efter, men det blev dog en slags antiklimaks. Han fik nemlig et trælår, hvilket i sig selv ikke var nogen slem skade. Det, der var slemt, var ikke selve skaden, men timingen. Nørresundby skulle nemlig spille den meget vigtige oprykningskamp i Jyllandsseriens nordkreds mod Taars på Taars Stadion i den kommende weekend, og det viste sig at være umuligt at Henning skulle blive klar til den kamp. Man forsøgte dog til det sidste at få Henning med, og derfor var 3.000 tilskuere, mange, mange fra Nørresundby mødt op dels for at se kampen, men også for at se brandvarme Henning Jensen. Der havde aldrig været så travlt ved indgangen til Taars Stadion før.

Da spillerne løb på banen var det med en fodboldhelt med en kæmpestor forbinding omkring låret, og hvis ret skal være ret, var han næppe ude af midtercirklen i kampen. Men det gjorde ikke så meget, for holdkammeraterne kunne uden Henning. Specielt var Poul Erik Andreasen oppe på det sorte af neglene, og han scorede 3 flotte mål, og sejren var i hus i den svære udekamp.

Ugen efter triumfen i Taars fik Henning Jensen sin første titel. Han blev nemlig jysk mester i Jyllandsserien. Modstanderen var Houlbjerg, der havde vundet sydkredsen, og NB vandt med 3-0. En nu helt skadesfri angriber scorede Nørresundbys første mål, men ellers var det en kamp uden den store dramatik, og dermed var et utroligt efterår for Henning Jensen forbi. Han kunne gå på en velfortjent vinterferie, men et nyt utroligt år skulle komme.

På landsholdet
Der var ingen tvivl i DBU’s udtagelseskomite om, at Henning Jensen skulle med på det første landshold i 1972 mod Englands amatører. Henning havde været skadet, men var klar til kampen, dog var hans form var knap så stærk som i efteråret. Alligevel spillede han 78 minutter, og da han fik chancen for at score i 2. halvleg, var det hans hurtighed, der ødelagde muligheden af. Den engelske forsvarsspiller, der halsede efter ham, var nemlig så langsom, at Henning ikke kunne komme til at lave det træk, der skulle til for at få bolden over til højrebenet. Derfor blev det ikke til det debutantmål, der hang lidt i luften. Holdet så ikke ud til at være klar til den svære udekamp i Bukarest, og selv om det kunne nøjes med uafgjort efter en meget heldig sejr i København på 2-1, var der ikke den store optimisme i pressen. Det ville blive meget svært.

18 dage efter fuseren mod Englands amatører skulle det store slag stå. Henning Jensen havde fået genvalg til landsholdet, og han skulle spille sammen med Peter Johansson i en splinterny angrebsduo. Lige så hurtigt som nye spillere kom på landsholdet blev de solgt til europæiske klubber. Derfor måtte Rudi Strittisch tage til Bukarest med en helt uerfaren angrebsduo.

Henning Jensen, Mönchengladbach, og Paul Breitner, Real Madrid, kæmper om bolden på dette arkivfoto fra 1976. Foto: Palle Hedemann (Scanpix)

Men det var måske netop derfor, at resultatet blev en sejr til Danmark. I hvert fald var det en af grundene. En anden var, at det danske forsvar spillede fremragende, og at det havde held og dygtighed nok til at forhindre et rumænsk foringsmål i 1. halvlegs tunge rumænske pres. Men Danmark kunne gå til pause med en føring på 1-0 på et mål scoret af Per Røntved på hovedstød. Dermed var Danmark samlet set to mål foran, og med to kontraspecialister på toppen, var det ikke umuligt, at Danmark kunne score igen. Efter en times spil gjorde Peter Johansson stillingen til 2-0, og 3 minutter derefter, i det 63. minut, eksploderede Nørresundby, sammen med resten af Danmark, i voldsom jubel. Henning Jensen slap fri midt for mål, og trillede bolden forbi den rumænske målmand. Danmark var foran med 3-0 og så gjorde det mindre, at rumænerne fik et par mål sidst i kampen. De kom aldrig i nærheden af kvalifikation. Danmark skulle til OL i München.

Men det blev uden Henning Jensen. Han havde trukket kontraktunderskrivelsen med Borussia Mönchengladbach, der allerede havde Ulrich le Fevre i stalden, men nu ville tyskerne ikke vente længere. Henning Jensen ville gerne have været med til OL, men kunne naturligvis ikke risikere at miste en så fantastisk mulighed. Han skrev under, og dermed var hans rolle i forbindelse med de danske OL-drømme udspillet.

Blandt stjernerne
Den 3. januar 1973 nåede Henning Jensen sin karrieres landsholdsmæssige højdepunkt. Han blev nemlig udtaget til det hold, der skulle spille kampen mellem de seks gamle medlemmer af EF og de tre nye. Holdet så således ud.

  • Pat Jennings, Tottenham

  • Christian Piot, Belgien,

  • Peter Storey, Arsenal

  • Arius Tresor, Frankrig

  • Emlyn Hughes, Liverpool

  • Franz Beckenbauer, Vesttyskland

  • Colin Bell, Manchester City

  • Horst Blankenburg, Vesttyskland

  • Norman Hunter, Ipswich

  • Bertie Vogts, Vesttyskland

  • Bobby Moore, West Ham

  • Willie van Hanegem, Holland

  • Peter Lorimer, Arsenal

  • Günther Netzer,Vesttyskland

  • Johnny Giles, Leeds

  • Johan Neeskens, Holland

  • Colin Stein, Coventry

  • Jürgen Grabowski, Vesttyskland

  • Bobby Charlton, Manchester.

  • Gerd Müller, Vesttyskland

  • Henning Jensen, Danmark  

  • George Beretta, Frankrig 

Legenderne. Allan Simonsen (tv) og Henning Jensen (i midten) hilser på Per Røntved, da de begge spillede Borussia Mönchengladbach og Røntved var i Werder Bremen i 1979. Foto: Willy Lund (Scanpix)

Med den perlerække af stjerner, må man sige, at Henning fra Nørresundby var kommet i godt selskab. Det meget bemærkelsesværdige ved situationen var, at Henning Jensen var gået fra den danske jyllandsserie til den absolutte verdenstop på under 15 måneder.

Målet der gjorde ham berømt - oplæg af Bobby Charlton
Resultatet var egentlig ikke særlig vigtigt, og det så ud til, at de gamle lande havde overtaget, men mål ændrer fodboldkampe, og det var præcis det, der skete, da Bobby Charlton strøg på ydersiden af modstandernes forsvar og lagde en fin aflevering ind i feltet med sit gyldne venstreben. Henning Jensen havde set hvad der kunne ske, og var på vej ind i feltet med retning mod forstolpen. Han måtte investere alt, da afleveringen kom lidt akavet, men Henning gjorde det nødvendige. Han satsede alt for at nå bolden i luften, men måtte have hovedet på i en presset situation i høj fart. Alligevel lykkedes det ham at dæmpe bolden og heade den blidt i nettet bag Christian Piot til 1-0, og så var kampen vendt. 15 måneders fodboldeventyr var toppet med et brag, men det var meget langt fra slut på den næsten endeløse optur.

Foruden mesterskabet i Jyllandsserien i 1971 har Henning vundet det vesttyske mesterskab to gange, det spanske mesterskab for Real Madrid og det hollandske mesterskab med Ajax. Desuden vandt han UEFA Cup’en og Den tyske pokalturnering. I alt 7 titler i en fornem karriere. Med den perlerække af resultater er det lige før man overser, at han vandt sølvmedalje med AGF da han vendte hjem fra udlandseventyret.

Henning Jensen sluttede sin karriere hvor den begyndte, nemlig i Nørresundby. Her nåede han at spille med i den historiske kamp på Aalborg Stadion mod AaB i 1984, hvor der var tæt på fuldt hus. Der var det kuriosum ved kampen i 1984, at den trak 17.300 tilskuere. I en privatkamp mellem Real Madrid med Henning Jensen og Aalborgs Byhold i 1976 var der 17.700 tilskuere.

Henning er i dag noteret for 21 landskampe. Det var oprindelig 22, men for nogle år siden valgte DBU at fjerne alle kampe, der ikke var spillet i unionens egne arrangementer, og derfor blev Wembley-kampen streget fra listen. Henning scorede i alt 9 landskampsmål.

Artikel: John Laden Jensen - Idrætshistorisk Samling 

I 2004 lagde Henning Jensen navn til en tøjkollektion for Hummel. Foto: Bo Amstrup (Scanpix)


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. I den forbindelse har vi som følge af god dialog allerede ansat de første fire fra Jeld-Wen, og vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.


Borgerservice til Sæby-patienter uden MitID: - Ring på onsdag

Foto: Google Maps, grafik af Mie Leonora Heiberg

Patienter uden MitId kommer bagest i køen til at vælge læge, lyder bekymringen fra pårørende. Men borgerservice har løsning klar.

- Det er under al kritik.

Sådan lyder det prompte fra Christina Jensen. Hendes 79-årige far Kaj Jensen er én af de patienter, der er tilknyttet Lægehuset Sæbygårdvej i Sæby, og som onsdag i næste uge skal søge læge på ny.

Problemet er, at hendes far er fritaget for MitID.

- Han har ikke prædikatet som senil, men han er tæt på. Så han har brug for min hjælp, siger datteren.

Hun frygter derfor, at han og flere andre som ham bliver tilsidesat, når der 27. november klokken 9.00 åbnes op for, at lægehusets cirka 4850 patienter får mulighed for at søge ny eller eksisterende læge.

Det sker, fordi lægehuset på grund af lægemangel reducerer antallet af patienter til 4000. Patient-pladserne vil blive fordelt efter 'først til mølle'-princippet.

- Så kommer alle dem uden MitID bag i køen. De er jo fuldstændig på Herrens mark de her mennesker. Der er mange rigtig svage mennesker, som ikke kan få samme hjælp, som jeg kan give min far, siger Christina Jensen.

Og det kan i værste fald betyde, at hendes far komme til at få langt til læge og skal have hjælp med transport, lyder bekymringen.

Kan ringe ind

Men det maner chef for Center for Kultur og Borgerservice i Frederikshavn Kommune, Steen Lindgaard, til jorden. De patienter, der er frataget for MitID, kan nemlig ringe ind og ordne sagen.

- Alle patienter i lægehuset har modtaget information fra Region Nordjylland om, at man kan kontakte kommunen telefonisk, hvis man ikke er i stand til at lave lægeskift digitalt, skriver han i en mail til TV2 Nord.

Sådan gør Sæbygårdvej-patienter uden MitID:

  • Ring til Borgerservice på kommunens hovednummer 98 45 50 00, 27. november mellem 9.00-12.00. Det er ikke muligt at lave lægeskiftet før.

  • Efter klokken 12.00 kan du ringe til den digitale hotline, der er åben til klokken 20.

  • Pårørende har mulighed for hjælpe telefonisk. Borgerservice skal dog sikre, at den som skal skifte læge er indforstået. For eksempel ved at der er oprettet en fuldmagt – enten skriftligt eller digitalt.

  • Hav dit sygesikringsbevis klar, når du ringer.

Har ikke fået besked

Det er gode nyheder for Christina Jensen, der ellers har fået flere forskellige ting at vide, når hun har ringet til kommunens borgerservice om sagen.

Her fik hun i første omgang at vide, at hendes far skulle møde fysisk op på borgerservice i Sæby 28. november, altså dagen efter, der var åbnet digitalt op for lægesøgningen.

I anden omgang har hun dog også fået at vide, at hun kan få håndteret hendes fars lægevalg over telefonen 27. november.

Men den besked har de altså ikke fået andre steder.

- Jeg har været forbi min fars postkasse her til morgen, der lå ikke noget, så det var heldigt, at jeg ringede igen, siger hun.

Steen Lindgaard vil ikke kommentere på den konkrete sag, men har sendt TV2 Nord det pågældende brev, borgerne skulle have modtaget fra Region Nordjylland og lægehuset. Til dem uden MitID skulle beskeden ligge i form af et fysisk brev i deres postkasse.

Brevet fra Region Nordjylland

Din nuværende lægepraksis, Lægehuset Sæbygårdvej, skal pr. 01.02.2025 have reduceret antallet af patienter. Du skal derfor vælge lægepraksis.

Lægehuset Sæbygårdvej videreføres på samme adresse

Du kan vælge mellem Lægehuset Sæbygårdvej eller en anden lægepraksis, der har åben for tilgang af patienter.

Vær opmærksom på at du gebyrfrit kan vælge lægepraksis i perioden fra og med den 27.11.2024 kl. 9.00 til og med den 17.12.2024. Valg af lægepraksis er kun gebyrfrit, hvis du vælger med virkning pr. 01.02.2025.

Du beholder din nuværende lægepraksis indtil da.

Valg af lægepraksis registreres i den rækkefølge valget foretages. Bliver Lægehuset Sæbygårdvej fyldt inden 17.12.2024, vil du ikke længere kunne tilmelde dig denne, men må vælge en anden lægepraksis med åben for tilgang af patienter.

På borger.dk/valg-af-læge kan du se, hvilke lægepraksis du kan tilmelde dig. Hjemmesiden viser dine aktuelle valgmuligheder og opdateres løbende.

Du skal vælge lægepraksis elektronisk med MitlD via borger.dk/valg-af-læge eller din kommunes hjemmeside.

Har du ikke mulighed for at vælge lægepraksis elektronisk, skal du i stedet ringe til din kommune. Valg af lægepraksis kan ikke ske ved henvendelse til regionen.

Hvis du ikke inden den 18.12.2024 har valgt lægepraksis, tildeler kommunen dig en lægepraksis.

Journal
Din journal vil automatisk blive overført til din nye lægepraksis.

Hvis du ikke ønsker din journal overdraget til din nye lægepraksis, kan du i forbindelse med dit valg af lægepraksis afkrydse i "Min læge skal ikke have overdraget journal". Din journal vil herefter blive overført til og opbevaret hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Sundhedskort

Dit nye sundhedskort vil blive sendt til dig med posten. Dit gamle kort skal klippes itu efter 01.02.2025.

På vegne af

Region Nordjylland

Steen Lindgaard lover samtidig, at borgerservice sidder fuldstændig klar til at hjælpe, når telefonerne åbner klokken 9.00 den 27. november.

- Frederikshavn Kommune har indsat ekstra ressourcer til at håndtere ekstraordinært mange opkald, og der er afsat ekstra ressourcer til sagsbehandlingen for de borgere, der ikke har MitID, lover han.


Minister søgte svar på miljøproblem hos nordjysk fisker

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nordjysk fiskeskipper fortalte fredag fiskeriministeren om sine nye fiskeredskaber.

Fiskeskipper Johnny Pedersen fra Hirtshals har taget nye redskaber i brug for at fiske mere skånsomt, og fredag viste han teknologien frem for fiskeriminister Jacob Jensen (V), der besøgte den nordjyske havn sammen med flere andre folketingsmedlemmer.

- Jeg er rigtig interesseret i, at vi kan udvikle et godt og robust fiskeri i Danmark med de mange arbejdspladser, der følger med, men hvor vi også samtidig udvikler erhvervet på en måde, så man også passer endnu bedre på havmiljøet og havbunden, siger Jacob Jensen (V), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Se interview med ministeren her:

Slæber ikke på bunden

Det er såkaldte flydedøre, Johnny Pedersen i de seneste måneder har haft monteret på sit fartøj HG 281 Elin, som ministeren var kommet for at se. Tidligere brugte han redskaber, der slæber langs havbunden ved fiskeri med bundtrawl, men de nye trawldøre flyder cirka en meter over havbunden.

- Jeg forventer ikke, at vi fanger mindre ved at bruge sådan nogle døre, har fiskeskipperen tidligere fortalt til TV2 Nord.

- Det er rigtig interessant at opleve, hvordan man netop udvikler på redskaber, som i mindre grad rammer havbunden, men hvor man stadigvæk kan opretholde fiskeriet. Så det vil jeg selvfølgelig tage med videre i de politiske forhandlinger, der skal ske her om kort tid, siger Jacob Jensen (V).

For Johnny Pedersen betyder overgangen til flydedøre, at han kan spare 70.000 liter brændstof om året og udlede 178 tons mindre CO2. Fiskeriministeren håber, at man i den kommende tid også kan blive klogere på de miljømæssige fordele.

- Der skal selvfølgelig være et bedre datagrundlag, men det er ikke mere nyt, end der også er nogen ude i den store udland, som allerede bruger det. Vi skal blive endnu bedre til at kende det i Danmark på danske forhold, og vide, hvor effektivt det er til at fiske, men også i forhold til at passe bedre på havbunden, siger Jacob Jensen.


Nomineret til Reality Awards: Dolken og Knaldperlen er for alvor tilbage

De to reality-konger er nomineret til Årets Comeback, med programmet 'Fedt mand - tur!'.

I sommers gjorde de to gæve nordjyder Martin Vinther og Walid Bechara comeback, da de havde premiere med TV-programmet 'Fedt mand - tur!'

Og det er bemærket i branchen. Makkerparret har nemlig sikret sig en nominering til årets Reality Awards.

- Jeg synes, det er super fedt, at vi er blevet nomineret til Årets Comeback – det er kun grineren, siger Walid om nomineringen.

Blandede følelser omkring comeback

De to reality-konger havde forskellige følelser om deres comeback. Faktisk krævede det de helt gode overtalelsesevner at få makkerparret tilbage på skærmen.

Det tog nemlig over et år at overtale dem til et TV-comeback efter knap 10 års pause fra skærmen.

- Det har fandeme været sjovt, men også nervepirrende at være tilbage. Vi har jo været gemt lidt væk under Me Too, og der var vi lidt dem, man ikke måtte lege med. Så jeg var spændt på, om folk var klar til at lege med os igen, og det er jeg da ualmindeligt taknemmelig for, at de var, siger Martin Vinther, der er bedre kendt som Dolken.

Walid havde derimod nemt ved at skulle tilbage på skærmen.

- Jeg føler faktisk ikke rigtigt, at jeg har været væk fra at lave TV, selvom jeg egentlig har været væk i 10 år, fortæller Walid, der også går under navnet Knaldperlen.

Vil have guldet med hjem

Tilrettelægger Josefine Blicher Brader, der fik idéen om at lave et program med Knaldperlen og Dolken er meget glad for, at comebacket anerkendes.

- Jeg synes, at nomineringen af Walid og Martin til Årets Comeback er meget fortjent. De er i mine øjne et legendarisk makkerpar, som er helt fantastiske på TV, og jeg er meget glad for, at de sagde ja til at lave 'Fedt mand – tur!' med os, siger hun.

De to realitystjerner synes, at modtagelsen af TV-programmet er gået over al forventning, og spår deres vinderchancer til at være gode.

- Når vi alligevel skal derover, så kan vi ligeså godt gå efter guldet, siger Dolken.

- Jeg håber, at vi vinder, siger Knaldperlen.

Du kan se 'Fedt mand - tur!' via linket her.


18-årig erkender at have dræbt 13-årig pige

Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi rejser nu tiltale mod den mand, der i marts 2024 blev sigtet for drabet på en 13-årig pige i Hjallerup.

En 18-årig mand, som har været sigtet og varetægtsfængslet siden marts, tiltales for at have dræbt en 13-årig pige i Hjallerup.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 13-årige blev dræbt 11. marts 2024. Her modtog Nordjyllands Politi klokken 22.10 en melding om, at en svært tilskadekommen person var fundet i Hjallerup.

Da patruljerne og ambulancen ankom, fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død.

Lang efterforskning

Ganske kort tid efter anholdt politiet en dengang 17-årig mand samt en 13-årig pige. Den 13-årige blev løsladt kort efter, da hun ifølge politiets undersøgelser ikke havde noget med forbrydelsen at gøre. 

Anklagemyndigheden rejser nu tiltale mod den nu 18-årige mand.

- Selvom den tiltalte blev sigtet umiddelbart efter drabet og processen i den henseende var kort, så har det krævet en langvarig og tilbundsgående efterforskning for at fastslå hændelsesforløbet, gennemgå vidneudsagn og analysere de tekniske spor i sagen. Det er politiet nu i mål med og anklagemyndigheden har nu på baggrund af resultatet af efterforskningen rejst tiltale i sagen, siger specialanklager ved Nordjyllands Politi, Mette Bendix.

Erkender drab

Den 18-årige blev ved grundlovsforhøret sigtet for at have udsat den 13-årige pige for kvælning og have dræbt hende ved flere slag i hovedet med knyttet hånd og en mursten. Han blev desuden sigtet for at have voldtaget hende.

Ved grundlovsforhøret tilstod den i dag 18-årige mand grov vold med døden til følge, men ikke drab. Men nu ser sagen anderledes ud, fortæller hans forsvarsadvokat Mette Grith Stage til TV 2.

- Min klient erkender drab. I grundlovsforhøret havde vi ikke så meget tid til at gennemgå sagen. Nu har vi gennemgået materialet, og jeg har forklaret ham om forsætbegrebet. Ud fra det er vi blevet enige om, at det er en erkendelse af drab, siger hun til TV 2.

Den 18-årige nægter sig fortsat skyldig i voldtægt.

Sagen kører ved Retten i Hjørring, men er endnu ikke berammet.