Center for Vedvarende Energi er igen kommet på finansloven
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi får en ekstra million fra finansloven til deres arbejde med at udvikle og teste nye teknologier til grøn energi.
- Så tænkte jeg, det er bare godt. Så er vi på vej igen.
Sådan lyder det fra Jane Kruse, der er forstander for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, efter det er kommet frem, at de endnu engang er kommet på finansloven.
Folkecentret ligger i Sdr. Ydby i den sydlige del af Thy, og det er et center, hvor man tester og udvikler alt, hvad der har med vedvarende energi at gøre. Det kan være alt fra bæredygtigt fiskeopdræt til solceller og vindmøller.
Penge går til formidling
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har fået en million kroner fra finansloven. For forstander Jane Kruse er det glædeligt, at folkecentret kan fortsætte med deres arbejde:
- Det betyder, at arbejdet frem imod at gøre Danmark endnu mere grønt og opnå en reduktion på 70 procent af CO2, det får vi lov til at være med til, siger Jane Kruse.
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi blev grundlagt i 1983, og i den periode har der kun været syv år, hvor centret ikke har været med på finansloven. Pengene fra finansloven er øremærket til at formidle resultaterne fra folkecentrets arbejde.
- Vindmøllerne er jo ikke bare kommet ud fra Vestas og Siemens. Det er kommet ud fra et ingeniørarbejde, og en stor del af ingeniørarbejdet skete her på stedet, siger hun.
Hvert år besøger cirka 5000 gæster folkecentret.