Sommerland afviser at fjerne lysshow trods energikrise
Arrangementet Lysfald i Fårup Sommerland havde præmiere sidste år.
Stigende energipriser gør, at flere må spare på blandt andet lyset for at kunne betale regningerne, men i Fårup Sommerland holder man fast i det årlige Lysfald.
Når efterårsferien om små fem uger begynder, så er det igen med det populære show med farvede lys, Lysfald, i Fårup Sommerland.
For selvom blandt andet Salling Group har meldt ud, at de slukker for julelysene i år, så er man hos forlystelsesparken mere afhængig af lysbegivenheden.
- Vi afholder det igen i år, og det gør vi, fordi det er vores produkt, siger Rasmus Mortensen, der er kommerciel chef hos Fårup Sommerland.
Begrænset energiforbrug
Det er allerede blevet besluttet, at der skal skrues ned for varmen i alle offentlige bygninger for at imødekomme energiudfordringerne.
Hos Fårup Sommerland har man da også gået energiforbruget igennem, og ifølge Rasmus Mortensen har Lysfaldet et ”meget begrænset energiforbrug”.
- Det svarer til omkring et par promiller af vores samlede energiforbrug i Fårup Sommerland, så det er i virkeligheden ikke noget, man ser på det store regnskab, siger han.
Det betyder dog ikke, at parken lukker øjnene for de udfordringer, der møder Danmark i fremtiden.
- Det er klart, at vi selvfølgelig er enormt optaget af at finde løsninger på, hvordan vi kan reducere vores energiforbrug, siger Rasmus Mortensen.
Et vigtigt produkt
Lysfald er blevet en populær begivenhed blandt Fårup Sommerlands gæster, og det er blevet et af parkens kerneprodukter, når efterårsferien rammer.
- Vores produkt er jo at samle mennesker og give dem en oplevelse, og ligesom alle andre produktionsvirksomheder kræver det noget energi at gøre det, siger Rasmus Mortensen.
Derfor er løsningen ikke, at man dropper lysbegivenheden på trods af energikrisen.
- Det svarer jo til, at vi tager et produkt af hylden, og hele vores forretning baserer sig på, at vi har gæster, siger Rasmus Mortensen.
Se, da TV2 Nord var med til premieren sidste år: