Salling dropper julebelysningen
Foto: Claus Sjödin.
Der bliver ikke nogle julelys på Sallings facader i år.
I solidaritet med de mange virksomheder og private husstande, der ikke kan betale de skyhøje elregninger, mørklægges Sallings facader i både Aarhus og Aalborg julen igennem.
- Vi vil stå sammen med resten af Danmark og alle de husstande, der sparer på strømmen.
Sådan lyder det fra head of marketing i Salling, Birthe Wiberg, der taler på vegne af både Salling Aalborg og Salling Aarhus. Det sker kort efter regeringens pressemøde om den nuværende energikrise. Af den grund har Salling været nødt til at se på sit elforbrug.
- Vi lukker en time før, vi slukker lyset uden for åbningstiderne, vi har skiftet al indendørs belysning til led, kølemontrene er skiftet til nogle mere miljøvenlige, og vi tænder først rulletrapperne, når butikken åbner, så de ansatte tager trapperne indtil da, siger Birthe Wiberg og tilføjer:
- Mange bække små.
Stormagasinet i Aalborg har ellers tradition for at samle 8.000 til 10.000 mennesker om Sallings facade, når julebelysningen tændes først i november ved deres årlige lystændingsfest.
- Der er mange, der vil savne det.
Det er med blødende hjerte, men vi synes, det er det rigtige i den nuværende situation
Birthe Wiberg, head of marketing i Salling
Julen er ikke aflyst
Birthe Wiberg lover dog fortsat masser af julehygge og -stemning, når Salling byder indenfor til juleshopping.
- Det er kun Sallings facade og den store sløjfe, vi ikke tænder i år. Vi skyder i stedet julen i gang med en weekend med masser af events og koncerter i husene og på Salling Rooftop, siger Birthe Wiberg og forsikrer os om, der traditionen tro stadig afholdes en stor lystændingsfest.
Allerede den 4. november vil julens butiksvinduer afsløres, mens forskellige aktiviteter og musikalske events vil skabe julestemning i stormagasinet.
Hvad programmet helt præcist indebærer, kan Birthe Wiberg dog ikke afsløre endnu.
Sådan plejer det at se ud, når Salling afholder deres lystænding, som i år sløjfes: