Rådmand om at spare på lyset: - Fordi Putin er gået i krig, skal vi ikke gå helt i sort
At lyset på kommunen er tændt om natten, er ifølge forvaltningens rådmand Jan Nymark Thaysen (v) en fejl, der skal rettes op på.
Mange privatpersoner og virksomheder beskæftiger sig i øjeblikket med, hvordan man kan spare på elektriciteten. Men spareiveren må ikke tage overhånd, mener rådmand, Jan Nymark Thaysen (v).
Natten til fredag dokumenterede TV2 Nord, at lyset var tændt i flere af Aalborg Kommunes offentlige institutioner.
Stigsborg Brygge i Nørresundby, hvor forvaltningen By og Land holder til, var ikke nogen undtagelse. Her var flere af bygningens kontorlokaler oplyst, selvom det var midt om natten, og selvom bygningen var tom for mennesker.
At lyset på nogle af kontorerne er tændt om natten, er ifølge forvaltningens rådmand Jan Nymark Thaysen (v) en fejl, der skal rettes op på, men han mener alligevel, at man skal være varsom med at slukke for alt lys i jagten på at spare mest muligt på elektriciteten.
Lys giver velvære
Jan Nymark Thaysen, rådmand, By og Land, Aalborg Kommune
Han siger derfor, at han er klar til at få slukket for alt lys, der ikke har nogen sikkerhedsmæssig eller tryghedsmæssig effekt. Men også at vi ikke må undervurdere, at lys i mørket er godt for vores sundhed.
- Lyset kan have en betydning for vores mentale tilstand i den tid, vi går i møde, hvor der generelt er mørkt. Derfor skal vi være lidt forsigtige, inden vi bare slukker alt, siger Jan Nymark Thaysen.
Han understreger, at det at arbejde med at spare på energi ikke er nyt for forvaltningen, men noget de har haft fokus på i en længere periode.
- Vi har i mange år øvet os på at spare på strømmen, og det er også derfor, vi løbende laver investeringer i den retning med ventilationsanlæg og ved at skifte fra gløde til LED-pærer, siger Jan Nymark Thaysen.
Vi skal ikke gå helt i sort
Rådmanden er klar til at få undersøgt, om man for eksempel kan få en timer, der skruer ned for lyset på et givent tidspunkt, men han mener, at der skal være grænser for, hvor meget vi skal lade os påvirke af udefrakommende omstændigheder.
- Det er jo en balancegang, og vi skal også passe på med ikke at gå helt i sort, fordi Putin er gået i krig, siger han.
Derfor mener han heller ikke nødvendigvis, at man bør droppe sådan noget som julelys.
- Vi skal ikke aflyse alt, fordi vi står i en tilspidset situation lige nu, men vi skal selvfølgelig tænke os om, siger Jan Nymark Thaysen.
Den holdning er han ikke alene med. Ved en rundspørge på gaden, er der flere, der nævner julelysene, som et af de store, mulige tab ved energikrisen.
- Det værste er, at de ikke sætter lys på Salling. Det er en del af en tradition og hygge, siger Marc Schumann fra Gjøl.
Peter Boesvang fra Aalborg stemmer i.
- Jeg synes, det er lidt synd, at Salling ikke får deres julelys op til vinter, men de bygninger, der ikke bliver brugt, der synes jeg godt, man kunne spare lidt, siger han.
Vil kigge nærmere på forbruget
Udover Stigsborg Brygge var der også masser af lys tændt på Skansevejens Skole i Nørresundby, og det betyder, at der skal kigges nærmere på forbruget.
- Jeg ved, at vi har nogle meget ambitiøse tekniske serviceledere, der har rigtig godt styr på det her, men det kan godt være, vi skal have genbesøgt nogle af de områder, siger rådmanden.
Særligt ude på skolerne mener han dog, at det kan være godt med noget lys på udearealerne, da det kan have en præventiv effekt.
- Lyset kan være effektivt i forhold til at undgå at tiltrække uheldige episoder som hærværk, men det er jeg helt sikker på, at skolerne kan styre selv, siger han.
På onsdag skal forvaltningens bygningsgruppe mødes for at kigge på, hvordan de kan spare mere på elektriciteten.
Se hele indslaget her: