EM-stjernen Mæhle får stadig råd fra far
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Joakim Mæhle er ofte i kontakt med sin far, der kommer med råd til landsholdsbacken.
Landsholdsbacken Joakim Mæhle har fået sit helt store gennembrud ved EM, men han lytter stadig til de råd og input, hans far og første træner kommer med.
Da Joakim Mæhle snørede sine første fodboldstøvler på Østervrå Stadion, var det farmand Ole Pedersen, der var træner for Joakims hold.
- Vi kunne godt se, at Joakim var god, og noget af det, som vi tit snakker om, når vi ser tilbage, er, at Joakim altid fokuserede på at spille fodbold, mens nogle af de andre spillere måske satte sig ned og plukkede en firkløver, fortæller Ole Pedersen.
Østervrå-holdet med Joakim på banen vandt det jyske mesterskab i U9-årgangen, og mesterskabet blev sikret foran mange begejstrede forældre og borgere i byen på hjemmebanen i Østervrå - og med en stolt far på sidelinjen.
Det er viljen, der har bragt ham langt.
Ole Pedersen
Og råd fra far får Joakim Mæhle stadig, selvom det lige nu er landstræner Kasper Hjulmand, der giver nordjyden de taktiske instrukser, når modstanderne for eksempel er Wales, Tjekkiet og England.
- Joakim lytter til de input eller ordsprog, jeg sender til ham, siger Ole Pedersen.
Skiftede til større klubber
Allerede som 12-årig skiftede Joakim Mæhle de trygge omgivelser hos barndomsvennerne i Østervrå ud med Superliga-klubben AaB's ungdomsafdeling, som Østervrå IF samarbejder med.
Og så gik det stærkt. I 2016 blev Joakim Mæhle rykket op i Superliga-truppen, og senere fik han også debut på det danske U21-landshold.
- Det er viljen, der har bragt ham langt. Joakim har skam også haft modgang, men der har han altid sagt: "Jeg må bare træne noget mere, far", fortæller Ole Pedersen.
Efter bare et år som Superliga-spiller blev Joakim Mæhle i 2017 solgt til den belgiske storklub KRC Genk. Og i januar blev han solgt videre til Atalanta i Italien.
Eftertragtet efter sublimt EM
Spørgsmålet er nu, om Joakim Mæhle stadig spiller i den bedste italienske række efter EM-slutrunden. For der er ingen tvivl om, at nordjyden har fået sit helt store gennembrud under EM.
Alle fodboldkommentatorer i Europa taler om Joakim Mæhle og hans fantastiske spil, som har været med til at sikre Danmark en plads i EM-semifinalen. Mæhle er noteret for to scoringer og flere målgivende afleveringer ved EM.
- Han har det godt i Atalanta og er glad for at være der, så jeg tror ikke, han spekulerer i at skifte klub. Men der kan selvfølgelig komme et vildt tilbud, siger Ole Pedersen.
Ole Pedersen var Joakim Mæhles første træner og 'læremester'. Selvom Mæhle i dag spiller fodbold på store stadions langt fra Østervrå, har far og søn ofte kontakt med hinanden - også under EM, hvor de både skriver og ringer sammen.
- Efter kampen mod Wales, hvor der blev begået et frispark mod Joakim i slutfasen og waliseren fik rødt kort, skrev jeg til Joakim, at jeg var glad for at se, at han holdt hovedet koldt, så han ikke selv fik en advarsel for at gøre noget dumt, siger Ole Pedersen.
Danmark spiller onsdag aften EM-semifinale mod England på Wembley i London.