Siden barndommen har Steffi Guldborg Larsens mor lidt af demenssygdommen alzheimers. Og på sidelinjen har Steffi magtesløs måttet set på, mens hendes mor bliver dårligere.
- Vi er kommet dertil nu, at hvis jeg bare snakker en tone anderledes, kan hun blive forvirret over, hvem jeg er, fortæller Steffi Guldborg Larsen.
Hun har i flere år levet med en mor, der lider af alzheimers. Allerede i barndommen kunne Steffi se tegn på sygdommen. Moren glemte, hvor forskellige ting i huset var, og i ren afmagt hun skubbede andre personer fra sig. Dette er Steffis beretning om, hvordan det er at leve med alzheimers tæt inde på livet.
FAKTA
Halvdelen af alle demente lider af Alzheimers sygdom. Det svarer til ca. 40.000 tilfælde eller 3-4% af alle ældre over 65 år.
Typiske symptomer er glemsomhed og problemer med at finde ord. Det kan blive sværere at huske navne selv på personer, man kender godt, og på dagligdags ting.
Det er sjældent, at mennesker yngre end 65 år får Alzheimers sygdom, men når der sker, kan det skyldes mutationer i bestemte arveanlæg. Arvelige former af Alzheimer kan udvikles allerede fra omkring 40-års alderen.
Kilde: Videnscenter for demens
- Efter hun har fået diagnosen, og den er blevet mere fremskreden, er min og min mors relation anderledes - rollerne er byttet lidt rundt. Det er mig, der skal være mor for min mor, fordi hun ikke har kompetencerne til det. Hun kan ikke på samme måde vise omsorg eller vise interesse, som almindelige mødre. Og lige meget hvor gammel man er, har man brug for en mor, og man har brug for den interesse og omsorg, fortæller hun og fortsætter:
- Og fordi jeg skal passe på min mor, gør det ondt inden i. For jeg kan ikke få den omsorg, jeg et eller andet sted gerne vil have.
Befriende at tale med andre
Det var ikke meget, der blev snakket om morens sygdom i familien, og i de år følte Steffi Guldborg Larsen, at de nærmest lod som om, der ikke skete noget. Modsat familien var nogle tætte venner gode til at snakke med hende om det.
- Det er en hjælp, at jeg ved, de er der. Men hvis man ikke har prøvet det, kan man ikke sætte sig ind i det. Så alligevel kan jeg godt have en følelse af at være alene, siger hun.
For to år siden nævnte hun det for en demenskoordinator, der foreslog hende at deltage i en ungegruppe ved folkekirken.
- Det har givet mig rigtig meget. Den første gang var grænseoverskridende, men at høre de andres historier, som jeg kunne genkende mig selv i, det var befriende. Det har været rigtig konstruktivt, fordi jeg har lært, hvordan jeg kan tackle min mor i forskellige situationer, fortæller hun.
Skammer sig over grimme tanker
Der er ingen faste regler i den ungegruppe, Steffi er i. Det er et sted, hvor man kan snakke frit, hvis man har lyst eller lytte til, hvad de andre oplever og lære af det.
- Det er dejligt at komme ud med de tanker, man har, fordi man nogle gange kan skamme sig lidt over dem. For jeg gerne vil min mor det bedste, men sygdommen er også noget, der påvirker min hverdag så meget, at jeg har dårlige perioder. Jeg kan have grimme tanker, som jeg skammer mig over.
- Det kan være tanker som.. At jeg elsker min mor rigtig højt, men nogle gange ville jeg ønske, at hun ikke var her, fortæller hun.
Se hele afsnittet af "Eftertanke" her. Husk, at du kan se alle vores programmer på tv2nord.dk/tv.
