Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mystisk sag om 39-årig forsvundet mand: Ejer af ransaget ejendom er sigtet

Et udenlandsk ægtepar samt en endnu en udlænding, en svensk mand, er alle sigtede i sagen om den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensens mystiske forsvinden. Ægteparret fremstilles fredag i grundlovsforhør, men den tredje sigtede - ejeren af den ejendom hvor politiet leder efter den forsvundne - er endnu ikke anholdt.

Det er fortsat uvist hvilken forbrydelse, der er tale om, da grundlovsforhøret foregår for såkaldt dobbelt lukkede døre, hvilket betyder, at offentligheden ikke må få indsigt i hvilken paragraffer, sigtelserne handler om. Ej heller er det offentligt kendt, hvordan de sigtede forholder sig til anklagerne.

Dog ligger det fast, at sigtelserne mod de to, en 46-årig kvinde og en 45-årig mand, samt en tredje person, nemlig den svensk mand, som politiet endnu ikke har anholdt - har relation til den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensens pludselige forsvinden.

- Jeg kan ikke komme ind på deres relation til den efterlyste. Men vi fremstiller dem i grundlovsforhør, da vi mistænker dem for at have noget at gøre med mandens forsvinden, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi.

Ifølge TV2 Nords oplysninger holdt den forsvundne Eddie Karl-Johan Christensen til i en campingvogn på adressen Rendborgvej nord for Frederikshavn. Her skulle han bo sammen med sin hund Rocko, som i lighed med sin ejer også er væk.

Politiet har siden torsdag været massivt til stede på ejendommen ved Elling, hvor man leder efter den forsvundne mand, og politiet frygter, at den 39-årige mand kan være udsat for en forbrydelse. 

-  Vi ransager ejendommen med mange forskellige politifaglige kompetencer for at se, om vi kan finde spor efter en forbrydelse, eller om vi kan finde Eddie, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi.

Er der noget, som tyder på en forbrydelse?
- Jeg kan ikke kommentere på, hvad der er fundet på ejendommen, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har der også været retsmedicinerne og eksperter i knoglefund fra Moesgaards Museum til stede. Her er jord blevet siet i jagten på spor efter den 39-årige nordjyde.

Det bekræfter Frank Olsen til eb.dk, og han uddyber, at udgravningerne indtil videre har været resultatløse.

Nordjyllands Politi har siden torsdag haft gang i en omfattende politiaktion på en adresse nord for Frederikshavn. Lørdag blev en 39-årige mand meldt savnet

Det er dermed fortsat en gåde, hvor den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen befinder sig.

Ligesom det fortsat er uvist, hvorfor han ikke som aftalt er dukket op til en aftale i sidste uge.

Lørdag blev han meldt savnet af sin familie, der var stærkt bekymret for ham, da han ikke var til at komme i kontakt med.

Ikke mindst på grund af, at han kort forinden ringede til sin mor og fortalte, at han var bange. Han ville derfor komme hjem til sin mor, men han dukkede aldrig op. 

Sigtede arbejder i Sverige

Den endnu ikke anholdte svenske mand i sagen er ifølge TV2 Nords oplysninger den mand, der står som ejer af ejendommen på Rendborgvej.

Ligesom han ejer en ejendom på Hornværket på havnen i Frederikshavn, et sted som politiet torsdag og fredag ligeledes er i gang med at rangsage.

Den endnu ikke anholdte svensker har værksted på havnen, men er ifølge TV2 Nords oplysninger slet ikke i Danmark, men i Sverige hvor han lige nu arbejder intetanende om, at såvel hans erhvervsejendom samt private ejendom nord for Frederikshavn er i gang med at blive ransaget af politiet.

- Jeg har haft kontakt med ham for at spørge til, hvad der sker på havnen og ude på hans ejendom, og han har svaret mig, at det ved han ikke, han har travlt med arbejde i Sverige, lyder det fra en af de personer, som gennem flere år har kendt den svenske mand, som Retten i Hjørring fredag middag har sigtet in absentia.

 

 

Den svenske mand ved ikke, hvorfor hans ejendomme bliver ransaget, ligesom han ifølge TV2 Nords oplysninger heller ikke er klar over, at han selv er i politiets søgelys. Foto: Jesper Christiansen

Våben og ammunition beslaglagt

Den svenske mand har dog relation til den 46-årige kvinde, der ligeledes er sigtet i sagen, idet kvinden gennem længere tid ifølge TV2 Nords oplysninger skulle have opholdt sig i en bolig på adressen Hornværket på havnen i Frederikshavn. Samme ejendom, som den svenske mand står som ejer af. 

På erhvervsejendommen er der særligt et rum, som politiet er interesseret i: Nemlig et aflåst lokale, hvor den svenske ejer opbevarer skydevåben og ammunition. Disse er ifølge kilder, som TV2 Nord har talt med, blevet beslagt af politiet. 

Frank Olsen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, ønsker ikke at kommentere på ransagningen, men fortæller, at der er tale om tekniske undersøgelser. 

Politiet har ifølge TV2 Nords oplysninger beslaglagt våben og ammunition fra ejendommen her på Hornværket i Frederikshavn. Det er den endnu ikke anholdte svensker, der ejer ejendommen som han lejer ud til andre lokale virksomheder. Foto: Jesper Christiansen

Tidligere forsøgt dræbt

Den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen var for tre år siden impliceret i et spektakulært slagsmål nord for Frederikshavn, et slagsmål hvor han blev forsøgt dræbt.

Han blev ved et tilfælde fundet lemlæstet og med voldsomme skader i hovedet bag i en varebil overhældt med benzin. Planen var ifølge politiets opfattelse, at Eddie Karl-Johan Christensen skulle brændes af. 

Men planen blev spoleret, da varevognen kørte galt. En knallertkører opdagede offeret bag i varevognen og slog alarm. Sagen tog yderligere en drejning, da en 50-årig kvinde, der var i familie med den nu forsvundne Eddie Karl-Johan Christensen, blev fundet død på en mark nær varevognen kort tid efter. Nordjyllands Politi vurderede dengang dog, at der ikke lå en kriminel gerning bag kvindens død. 

Retten i Hjørring idømte efterfølgende to mænd fængselsstraffe for forsøg på manddrab.

Viceinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi siger, at den tre år gamle sag indgår i efterforskningen, men betragtes umiddelbart ikke som relevant i forhold til Eddie Karl-Johan Christensens forsvinden.

Mindst seks timer langt grundlovsforhør

Nu er en engelsktalende kvinde samt hendes svenske mand anholdt og sigtet i sagen om Eddie Karl-Johan Christensens mystiske forsvinden. Mens Nordjyllands Politi formodes at være i samarbejde med svensk politi om anholdelse af den svenske mand dog med dansk bopæl, der er sigtet i sagen in absentia.

Viceinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi siger, afhøringer kan tyde på, at der er foregået en forbrydelse

Grundlovsforhøret begyndte fredag klokken 12 og ventes færdig først på aftenen.

Nordjyllands Politi oplyser fredag eftermiddag, at der fortsat ingen spor er af den forsvundne mand, og politiet fortsætter efterforskningen. 

Den 39-åriges bil, en sølvgrå VW Polo med reg.nr. CB 86569, har været efterlyst, men er nu fundet forladt på Rimmen Station nord for Nielstrup.

Og sidste livstegn fra Eddie Karl-Johan Christensen er den 9. maj omkring kl. 22, da han er set i Strandby ved Frederikshavn.

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til Nordjyllands Politi på 114.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.