Anklager er ikke i tvivl – to svenskere stod bag drabet på Eddie
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen blev skudt og brændt ved en landejendom nord for Frederikshavn i maj 2020.
De to forsvarer for de to svenske mænd er dybt uenige om, hvad der skete 9. maj 2020, hvor Eddie Karl-Johan Christensen blev dræbt.
De foreløbigt sidste ord er sagt fra de to forsvarere og anklageren i ankesagen mod to svenske mænd ved Vestre Landsret i Aalborg.
De to svenskere på henholdsvis 47 og 54 år er begge tiltalt for manddrab ved at have dræbt 39-årige skagbo Eddie Karl-Johan Christensen 9. maj 2020.
Tirsdag kom de tre advokater med deres afsluttende bemærkning og deres bedste argumenter for, hvorfor de to svenske mænd enten skal frifindes eller dømmes.
Den afsluttende bemærkning, kaldet proceduren, er forsvarernes og anklagerens sidste mulighed for at fremlægge, hvordan de mener, at beviserne i ankesagen skal tolkes, og hvad de mener, der er de vigtigste beviser i sagen.
Anklager: Begge svenskere skal dømmes for manddrab
Fra statsanklager Anders Dohns side var der ingen tvivl tirsdag, da han kom med sin afsluttende procedure. De to svenske statsborgere skal begge dømmes for i forening eller ved forudgående fælles forståelse at have dræbt 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen 9. maj 2020.
Anklageren ligger stor vægt på den 47-årige tiltaltes forklaring, hvor han har forklaret, at det var den 54-årige svensker, der skød Eddie Karl-Johan Christensen og efterfølgende løftede begge de to svenskere Eddie op på et brændende bålsted.
Forklaringen fra den 47-årige svensker bakkes ifølge anklageren op af politiets efterforskning, hvor der blandt andet er fundet DNA fra den 54-årige svensker på aftrækkeren af den revolver, som Eddie med alt sandsynlighed er blevet skudt med.
Men anklageren mener ikke, at den 47-årige svensker fortæller hele sandheden. Den 9. maj får den 47-årige nemlig overdraget en ladt Sig Sauer pistol fra den 54-årige – eller beder selv om den – alt efter, om man tror på den 47-årige eller den 54-åriges forklaring.
- Det viser, at situationen er så anspændt, at det er nødvendigt at være bevæbnet med en ladt pistol. Der har man lagt i kortene, at der skulle bruges et skydevåben mod Eddie, sagde anklager Anders Dohn under sin procedure i Venstre Landsret i Aalborg.
Derudover procederede anklageren også for, at den både den 47-årig og den 54-årig var i skænderi med Eddie den 9. maj, og på baggrund af de to svenskeres ageren før, under og efter drabet, mener anklageren, at de begge vidste, at Eddie Karl-Johan Christensen skulle dø den 9. maj, og derfor begge kendes skyldig i manddrab.
Forsvarer til 47-årig: - Det er vås, det er vrøvl
I byretten blev den 47-årige svensker frifundet for manddrab, og det mener hans forsvarer, at det igen skal være gældende, når landsretten når frem til en afgørelse.
Han mener, at Landsretten skal lægge samme vægt på hans klients forklaring, som byretten gjorde, hvor de i det store dømte på baggrund af den 47-åriges forklaring. Forsvarsadvokat Jens Christian Christensen er nemlig ikke i tvivl om, at den 54-årige svensker ikke fortæller den fulde historie, når han forklarer, at han ikke har hverken set eller hørt, hvem der dræbte Eddie.
- Den 54-årig lyver simpelthen om den rolle han har. Den 54-åriges forklaring giver ingen mening, sagde Jens Christian Christensen under sin procedure i Vester Landsret i Aalborg.
Anklageren procederede for, at drabet på Eddie Karl-Johan Christensen skulle være foregået i forening mellem de to tiltalte, men det mener forsvareren til den 47-årige ikke er sandheden.
- Jeg gør gældende, at der er en ophidset, voldelig og vred mand, der laver en vanvidshandling ud af det blå, sagde forsvareren i Landsretten.
Flere gange slog den 47-åriges forsvarer fast, at hans klient havde et godt forhold til Eddie, og derfor mener forsvareren, at det ikke vil give mening, hvis han skulle stå bag drabet, for det var ifølge forsvareren kun den 54-årige, der havde et motiv for at slå Eddie ihjel, fordi de havde haft flere skænderier om Eddies ophold på hans ejendom.
Forsvarer til 54-årig: Man kan ikke bevise, hvem der slog ihjel
I straffesag skal retten kun dømme de tiltalte, hvis der udover en hver rimelig tvivl er blevet bevist, hvem der har begået en gerning, og det mener forsvareren til den 54-årige ikke man kan i denne sag.
Han mener, at hans klient skal frifindes og derfor ikke dømmes for manddrab, som han blev det i byretten.
Flere gange under sin procedure forklarede forsvareren til den 54-årige, at han mener, at beviserne i sagen både kan pege på den 47-årige og den 54-årige, men han mener, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvem der har slået Eddie ihjel.
- Det er ikke bevist udover en hver rimelig tvivl, hvem der trykker på aftrækkeren, sagde forsvareren til den 54-årige svensker.
Forsvareren kom også med flere nedslagspunkter i den 47-åriges forklaring, hvor forsvareren til den 54-årige mener at kunne slå fast, at den 47-årige lyver. Blandt andet drejer det sig om Eddies hund Rocco, som den 47-årige har forklaret, befandt sig i Eddies bil i 17-20 timer, inden den 54-årige skød hunden. Men der er ikke fundet afføring fra hunden i bilen, og det mener forsvareren til den 54-årige ikke kan hænge sammen med, at hunden skulle have været i bilen i så mange timer.
Skyldskendelse onsdag
Nu skal de ni nævninge og de tre juridiske dommere trække sig tilbage og veje beviserne op mod hinanden og forholde sig til de argumenter, de har hørt i Vestre Landsret.
I første omgang skal de kun tage stilling til, om de to tiltalte er skyldige eller uskyldige i tiltalen mod dem, og det svar får vi på onsdag over middag, hvor nævningene og dommerne har voteret.
Hvis nævningene og dommerne kommer frem til at en eller begge de to tiltalte er skyldige i tiltalen mod dem, skal der efterfølgende tages stilling til, hvor lang en straf den ene eller begge de tiltalte skal have.