Mor forsøgte at få hjælp
27-årig kvinde, der er sigtet for at have dræbt sin ni-årige datter, forsøgte forgæves at blive indlagt på psykiatrisk afdeling forud for drabet.
27-årig kvinde, der er sigtet for at have dræbt sin ni-årige datter, forsøgte forgæves at blive indlagt på psykiatrisk afdeling forud for drabet.
"Jeg kørte derud, ingen ville hjælpe mig, de sagde, jeg bare skulle tage hjem". Sådan lød det umiddelbart fra den 27-årige kvinde i forbindelse med, hun onsdag aften blev anholdt for drabet på sin ni-årige datter.
Det kom frem, da sagen torsdag eftermiddag blev behandlet i Retten i Hjørring. Kvinden henviste til Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvor hun søndag blev indlagt på opfordring fra hende selv, sin mand og svigerfar. Allerede dagen efter blev hun udskrevet. Tilsyneladende med beskeden om, at sygehuset ikke kunne hjælpe hende, mens hun blev henvist til at kontakte egen læge. Det gjorde hun, og hun har en tid hos egen læge i næste uge.
Men det er desværre for sent, for onsdag aften knivdræbte hun ifølge anklageskriftet sin ni-årige datter, der lå og sov i sin egen seng. Derefter forsøgte den 27-årige mor at tage sit eget liv, idet hun skar pulsåren over på det ene håndled.
Den 27-årige betegende sig selv som psykiatrisk patient, fremgår det af politiets notater, der torsdag eftermiddag blev fremlagt i retten. Hun har til politiet i forbindelse med anholdelsen fortalt, at hun netop var udskrevet fra Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hun fik nervemedicin og der ud over onsdag også havde røget hash.
Tilbage i marts fik den 27-årige diagnosen psykose og derfor efterfølgende nervemedicin.
Ifølge hendes mands oplysninger til politiet, er det gået voldsomt ned ad bakke med kvinden de seneste seks måneder.
Det skyldes formentlig, at hendes mormor døde, og det fik ifølge den 27-åriges mand og far til to børn "det hele til at kokse". Kvinden har de seneste måneder været depressiv og ude af stand til noget som helst. Manden beskriver, at hun typisk sov til middagstid og først stod op, når børnene kom hjem, hun gik tidligt i seng og havde ikke overskud til noget. Kvinden var ikke i job, men havde kontakt til Jobcentret i Hjørring Kommune.
Så sent som lørdag var hele familien taget i Fårup Sommerland, og ifølge mandens oplysninger havde de da en god dag, og "det hele var fint", som han overfor politiet skulle have formuleret sig.
Men noget var helt galt, for søndag fortalte hun manden, at hun havde "grimme tanker", og såvel hende selv som manden kontaktede psykiatrien med henblik på at få hjælp. I første omgang blev hun afvist på sygehuset i Brønderslev, da hun ikke havde en henvisning fra lægen, men ved hjælp af sin svigerfar og en tur forbi vagtlægen, lykkedes det hende at blive indlagt. Mandag blev hun sendt hjem igen.