To nordjyske folketingsmedlemmer melder sig ud af DF
Folketingsmedlemmerne Bent Bøgsted og Lise Bech, der begge er valgt i Nordjylland, har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. De er begge blevet løsgængere.
Bent Bøgsted, der indtil nu har været beskæftigelesordfører, og Lise Bech, der er fødevareordfører, forlader partiet sammen med Liselott Blixt og Karina Adsbøl. De fire - nu tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti - begrunder deres udmeldelse med at Morten Messerschmidt ikke fungerer som leder.
- En børnehave
Lise Bech skriver på Facebook, at det blandt andet sker i protest mod den nuværende partiformand Morten Messerschmidt.
- Nu har jeg givet det en chance i en måned med den nye ledelse, og jeg må bare konstatere, at det ikke fungerer. Jeg synes, det er uanstændigt, når faglige arbejdsgange overstyres og ordførere tromles.
- Jeg vil ikke finde mig i, at der bliver råbt af ansatte og MF’ere. Og da det tilsyneladende ikke er noget, der stopper, så må jeg være den, der går. Det er en arbejdsplads, og det er voksne mennesker, der arbejder der, så kan det ikke nytte, at nogen opfører sig, som om det er en børnehave.
Andre kan følge trop
Dansk Folkeparti er stort i Nordjylland, hvor hver tiende vælger i Nordjylland stemte på partiet. Ifølge TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev, bliver det spændende, om andre folketingsmedlemmer følger efter de fire.
Hør Søren Wormslev udlægge situationen mandag aften:
Nordjysk DF'er om exit
Kristoffer Hjort Storm, der sidder i både Aalborg Kommune byråd og regionsråd for partiet, kommer ikke til at savne de nu udmeldte DF'ere:
- Det er selvfølgelig altid ærgerligt, når der er medlemmer, som melder sig ud og ikke ser sig som DF’ere længere. Men de fire personer vil ikke blive mere savnet end et hvilket som helst andet medlem. Måske endda tværtimod, da deres modstand mod at være en del af arbejdet for at rejse partiet kun gjorde dem til dødvægt.
- Jeg har det sådan, at vil man ikke være med og ikke kan se sig i den retning partiet tager, så er det helt okay at gå.
Messerschmidt: - ærgerligt
Mandag aften mødte TV2 Morten Messerschmidt i Københavns Lufthavn, hvor han kommenterede på sagen.
- Det er da ærgerligt, at fire kollegaer har truffet den her afgørelse. Jeg kan jo kun tage det til efterretning, siger han til TV2.