Hoptimister skaber sammenhold på beskyttet værksted
På det beskyttede værksted i Løgstør bygger udviklingshæmmede hver dag hundredvis af hoptimister, og det giver sammenhold.
På det beskyttede værksted i Løgstør bygger udviklingshæmmede hver dag hundredvis af hoptimister, og det giver sammenhold.
- Jeg elsker mit arbejde, siger Pia Hammild, der er en af de borgere, der arbejder på det beskyttede værksted.
Omkring 55 udviklingshæmmede møder hver dag op på arbejde på det beskyttede værksted i Løgstør. Her har de massere af forskellige arbejdsopgaver. En af dem er at samle hundredvis af hoptimister hver dag.
- Igennem meningsfyldt beskæftigelse mener vi helt sikkert, at vi kan skabe livskvalitet hos vores borgere. Livskvalitet og fællesskab som jo på en eller anden måde er det samme, siger Flemming Lausten, Pædagog på det beskyttede værksted i Løgstør.
Borgerne arbejder fra 8 til 16 mandag til torsdag. Fredagen er en lidt kortere arbejdsdag, men der skal stadig laves en masse, hvilket ikke generer borgerne.
- Det er dejligt at have et rigtig godt sted at arbejde og noget at lave. Det giver masser af kammeratskab og gode venner, fortæller Anette Jensen, der arbejder i køkkenet på værkstedet.
Værkstedet tilpasser arbejdsopgaverne til den enkelte borger. Arbejdet skal passe ind til borgerens styrker og ikke fokusere på de ting, der er svært for den enkelte.
- Vores borgere tager hjem og føler, at de har gjort noget nyt i dag og har den glæde at sige, vi har lavet noget, der kan bruges ude i samfundet, siger Flemming Lausten.