Nordjysk politiker om tredje Limfjordsforbindelse: - Bedste dag i mit politiske liv
Aalborg Byråd står klar med 600 millioner kroner til en tredje Limfjordsbindelse.
Venstres retsordfører og nordjysk folketingspolitiker Preben Bang Henriksen kalder det en glædens dag, efter regeringen har præsenteret finansieringen for den tredje Limfjordsbindelse.
- Det er den mest fantastiske dag i mit politiske liv, og det er en forrygende dag for danskere og nordjyder.
Så klar er meldingen fra Venstres retsordfører og mangeårigt nordjysk folketingsmedlem Preben Bang Henriksen, efter det onsdag formiddag er præsenteret, at finansieringen af en tredje Limfjordsforbindelse er på plads i en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Preben Bang Henriksen har været en af de fremmeste fortalere for den tredje Limfjordsforbindelse og har i mange år arbejdet for at gøre resten af Christiansborg opmærksom på de infrastrukturelle problemer i Nordjylland.
Preben Bang Henriksen har endda flere gange arbejdet henover midten politisk, hvor han har stået sammen med blandt andet Socialdemokratiets Rasmus Prehn om at advokere for den tredje Limfjordsforbindelse.
- Vi har talt om den her bro siden 1968, og der er ikke sket noget hidtil. Nu sker der endeligt noget. Broen er finansieret, og der er sat et tidspunkt for, hvornår arbejdet med broen skal gå i gang. Det eneste, jeg mangler er, at den socialdemokratiske statsministerkandidat, Mette Frederiksen, matcher det her.
- Det håber jeg, at hun gør, for så er vi helgarderede på det her punkt, siger Preben Bang Henriksen og henviser til det kommende folketingsvalg, der kan risikere at vælte regeringens plan, hvis Socialdemokratiet kommer til magten og omgør beslutningen.
Det er den mest fantastiske dag i mit politiske liv, og det er en forrygende dag for danskere og nordjyder
Preben Bang Henriksen, retsordfører, Venstre
Den tredje Limfjordsforbindelse skal gå henover øen Egholm i Limfjorden, som det også tidligere har været planlagt. Broen skal aflaste Limfjordstunellen, der som et vigtigt knudepunkt i Nordjylland ofte er ramt af enorm trængsel, der forsinker nordjyderne og koster samfundet penge - eksempelvis når tunellen må lukke på grund af uheld.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det nordjyske pres, som vi har lagt i folketingssalen og til gruppemøder endelig har givet pote. Vi har fået regeringen og DF til at se at den katastrofale situation i myldretiden er alvorlig, og fremskrivninger har vist, at det bliver meget værre efter 2030, siger Preben Bang Henriksen.
Penge tages fra togforbindelser
I alt er der afsat 6,5 milliarder kroner fra regeringens side til at finansiere den tredje Limfjordsforbindelse. Broen er en del af en kæmpe infrastrukturpakke, hvor der i alt bliver bygget for mere end 100 milliarder kroner veje og broer i Danmark.
For at finansiere pakken har regeringen blandt andet valgt at skrotte den tidligere Thorning-regerings fase to i Togfonden DK, hvor en af de afgørende elemnter var superlyntog, der ville være med til at sikre blot én times transport mellem de fire største byer i Danmark.
Men Preben Bang Henriksen mener, at pengene er godt givet ud.
- Vi har skelet til, hvad danskerne og nordjyderne helst vil have, og derfor mener vi, at det er bedst med sådan et resultat her, siger Preben Bang Henriksen.