Aabybro, Danmark, 20171214: BLOGGERE PÅ TV2 NORD - en række nordjyske personligheder blogger om dagligdagen, tendenser og begivenheder i Nordjylland. Christian Roar Pedersen - sognepræst, Hals. Foto: Mick Anderson.
Sognepræst Christian Roar Pedersen mener ikke, vi skal være bange for at tale om døden eller sorgen deraf, men i stedet indse, at den er et livsvilkår.
Når folk mister et elsket menneske, oplever de ofte, at omgivelserne undgår dem. Dem, som de ellers kender godt, går over på det modsatte fortov eller kommer ikke hen til dem i supermarkedet. Tavshed. Som præst bliver jeg efter 11 år stadig forundret over dette. Man tror ikke, det sker, men det gør det. Længere er vi ikke kommet.
Mit formål her er ikke at pege fingre. Jeg håber blot på, at jeg kan skabe en bedre forståelse for, hvordan det er at miste et elsket menneske - en far, en mor, en ægtefælle, en bror, en søster.
Når vi har mistet, er vi sårbare. Det er naturligt. Det er ikke det, de andre siger, der gør os kede af det. Vi er allerede kede af det i forvejen. Derfor kan man ikke sige noget forkert til en, der sørger. Der er altså ingen grund til at undgå dem. Spørg. Udtryk din medfølelse. Fortæl, at du ikke ved, hvad du skal sige. Spørg, om der er noget praktisk, du kan hjælpe med. Er der en græsplæne, der skal slås? Kom forbi med en skål suppe. Ofte er det ikke ordene, men omsorgen der virker lindrende og trøstende.
Vi sørger forskelligt
Da jeg blev præst, troede jeg, at alle sørger på samme måde. Den måde, jeg kendte fra mig selv og min familie. Jeg blev hurtigt klogere! Vi mennesker er forskellige, og det samme er vores måde at sørge på. Heldigvis. Mænd og kvinder sørger også forskelligt.
Vi mænd er vant til at tænke i problemer, der skal løses. Vi vil gerne handle og tænke i, hvad vi kan gøre. Hvis der er noget, vi ikke kan finde ud af eller ikke kan løse, så er det ikke altid, vi vil indrømme det. Så hellere tavshed. Selv har jeg enormt svært ved at indrømme en fejl. Så hellere fake. Eksempelvis hvis jeg ikke kan finde vej. Men min kone er ved at have luret den. Det er pisseirriterende.
Det kræver mod - mandsmod - at indrømme ens sårbarhed og fejl. Indrømme - også overfor os selv - at vi ikke har kontrol over tilværelsen. Det mod har vi mænd ikke altid.
Når en person dør, har vi per definition ikke kontrol over situationen. Det er et problem, vi ikke kan løse. Den eneste måde, vi kan få sorgen til at gå væk på, er, hvis vi kan gøre den døde levende igen. Det kan vi ikke. Der er ikke noget vi kan gøre. Vi kan bare være der. Som et sårbart medmenneske, der ikke ved, hvad vi skal sige.
Vi skal være medmennesker
Både for mænd og for kvinder er det vigtigt at indse, at sorg er et livsvilkår - den er ikke et problem, der skal løses. Vi kan ikke få sorgen til at gå væk. Hverken vores egen eller andres. Det ville være underligt, hvis andre kunne sige eller gøre noget, der fik vores kærlighed til at forsvinde. Sådan er det naturligvis ikke. For sorgen er udtryk for kærlighed, og den kærlighed forsvinder ikke, bare fordi et menneske dør. Ligesom vi giver udtryk for vores kærlighed over for de levende, skal vi give udtryk for vores kærlighed over for de døde.
Det er ikke meningen, vi skal være sorgeksperter for at kunne tale med pårørende. Vi er ikke professionelle og skal ikke være det. Vi skal bare være medmennesker. Ikke mere. Men heller ikke mindre! Så lad nu være med at ignorere de sørgende. I Nordjylland ved vi, at meget kan siges med få ord. Det er nok. Det kan selv vi mænd finde ud af. Og så kan vi overlade kram og kagebagning til kvinderne.
OM BLOGGEREN
Christian Roar Pedersen er sognepræst, debattør og foredragsholder. Han er en mand, der kan lide at gå i kjole og tænke over livet. Mødet med andre mennesker over en kop kaffe til en fortrolig samtale er afgørende for ham. Christian er migrant fra Fyn, men er efter 11 år blevet delvist accepteret i Nordjylland. Han blogger om livet, kærligheden og meningen med det hele.
