BLOG: Nej til afbrænding af Koranen i Nordjylland
Foto: Mick Anderson
Politikeren Rasmus Paludan vil ved fire demonstrationer i marts brænde Koranen af i Nordjylland. Det er ikke i orden, mener sognepræst Christian Roar Pedersen.
Rasmus Paludan fra enmands-partiet Stram Kurs har annonceret en række events i Nordjylland, hvor han vil brænde Koranen af. Inden da vil han smøre den ind i svineblod, lort og urin.
Hvad er det for en opførsel? I Nordjylland er vi velopdragne og behandler hinanden ordentligt. Det gælder også vore muslimske medborgere.
Paludans stunt kan ikke ses som udtryk for andet end had. En hel religiøs gruppe bliver hånet. Paludan finder en sær glæde i at pisse på noget, som er helligt for andre. Det er slet og ret uopdragent - og tilmed meget pubertært.
Nu kan man mene om indvandringen, hvad man vil, men koranafbrændinger er ikke vejen frem. Danmark er multikulturelt og multireligiøst. Det er et faktum. Selv om man vil begrænse antallet af flygtninge, kan man godt være en god nabo. Vi skal opføre os velopdragent over for dem, der er i landet.
Bogafbrændinger var noget nazisterne benyttede sig af i Tyskland i 1930’erne. Det skal vi ikke tilbage til.
Paludan vil udfordre ytringsfriheden, men denne frihed betyder ikke, at man nødvendigvis skal nedgøre andre. Det er de færreste, der går ned gennem gågaden i Aalborg og råber “idiot” efter alle andre - selv om man gerne må.
Jeg er beskæmmet over, at vi 2019 skal være vidne til Paludans religiøse had her i Nordjylland. Vi vil gerne, at kristne bliver behandlet ordentligt rundt om i verden. Så skylder vi også at opføre os anstændigt her i Danmark over for vores minoritetsgrupper.
Had avler had. Der fostres blot flere ekstremister ved denne opførsel. De reelle problemer, der er med ikke-vestlige indvandrere, adresseres ikke. Vi vinder ingens hjerter med hjerteløshed.
Når man er usikker på sig selv, er det en kendt taktik at nedgøre andre. Det bliver man sjældent mere selvsikker af. En anden taktik kunne være at finde ud af, hvem man selv er og dykke ned i egen tradition. Så i stedet for at brænde Koranen af, vil jeg opfordre Paludan til at læse i Bibelen. Bogen der sammen med kristendommen har præget Danmark i mere end 1000 år. I Bibelen kan man bl.a. læse om kærligheden, der kan overvinde alt.
Om bloggeren:
Christian Roar Pedersen er sognepræst, debattør og foredragsholder. Han er en mand, der kan lide at gå i kjole og tænke over livet. Mødet med andre mennesker over en kop kaffe til en fortrolig samtale er afgørende for ham. Christian er migrant fra Fyn, men er efter 11 år blevet delvist accepteret i Nordjylland. Han blogger om livet, kærligheden og meningen med det hele.