- Vi må forvente en fjerde coronabølge, siger nordjysk professor
Torsdag steg coronasmitten i Danmark for første gang siden februar.
Der er sket en stigning i antallet af indlagte på nordjyske sygehuse på grund af corona, og vi må forvente en fjerde bølge, forudser nordjysk professor, Henrik Nielsen.
Coronavirus ser ud til at være en stadig påtrængende følgesvend også i det nordjyske sommerland.
- Vi ser en øget aktivitet, siger Henrik Nielsen, der er professor og ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital.
- Der er lidt stigning i antallet af indlagte de sidste par uger, og det er højere, end da vi var på det laveste punkt i starten af juni. Så det afspejler også samfundets smitte, at der er lidt flere igen på sygehusene, tilføjer han.
Maner til besindighed
Henrik Nielsen maner trods stigninger i antallet af smittede med corona til besindighed.
For der er ikke noget, der umiddelbart tyder på, at folk generelt bliver alvorligt syge af virus her i sommer.
Også selvom en ny variant - BA.2.75 - har spredt sig i Indien og videre til Danmark. En variant der har vakt opsigt på grund af dens hurtige smittevne.
- For nuværende ser det ud som sygdomsmåden ikke er forskellig fra tidligere, så ingen grund til bekymring, siger Henrik Nielsen.
Hele verden holder øje
WHO har sat BA.2.75 på listen over varianter, der overvåges, og også SSI holder øje med den.
Vi må regne med en fjerde bølge corona til efteråret
Henrik Nielsen, professor, Aalborg Universitetshospital
Også internationalt holder virologer og sundhedseksperter øje med smitteudviklingen. Her understreges det over en bred kam, at det er for tidligt at være bekymret for den nye variant, da der er mangel på kliniske data.
- Det er for tidligt at drage konklusioner, men det ser ud som om, at den smitter eksponentielt i Indien. Om den vil kunne udkonkurrere BA.5, må vi se over tid, siger Matthew Binnicker, der er klinisk virolog på Mayo Clinic i Rochester, Minnesota til TV2.
BA.5 er ifølge tv2.dk både den dominerende variant i Danmark, resten af Europa og USA i øjeblikket.
Corona på ferie
De seneste uger har det vist sig, at smitten også er steget voldsomt i udlandet - især på kendte feriedestinationer.
Ifølge det svenske Dagens Nyheter er der alene på en uge i Italien 600.000 nye tilfælde, mens tallet er 880.000 i Frankrig - og ifølge mediet er smitten steget med henholdsvis 30 og 25 procent i Spanien og Grækenland.
Men bør man være bekymret, hvis man som dansker rejser på sommerferie i Europa, og skal man tage nogle særlige forbehold?
- Nej, lyder det fra den ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital, Henrik Nielsen, som uddyber:
- Den enkelte skal kun sjældent være bekymret, da det er en generende luftvejsvirus, der kan give nogle dages sygdom for de flestes tilfælde. Der er ikke nogle nye ting, der er bare flere, der bliver smittede for øjeblikket, siger han.
Fjerde corona-bølge på vej
Henrik Nielsen understreger, at vi nok indtil videre denne sommer blot har set toppen af isbjerget, for han forudser, at der til efteråret igen vil komme en decideret corona-bølge.
- Vi kan helt sikkert forvente, at luftvejsvirus stiger i antal, og vi må regne med en fjerde bølge corona til efteråret, siger han.
Hans opfordring er derfor, at man følger vaccinationerne, hvor det anbefales.
Fra 1. oktober vil alle danskere over 50 år blive tilbudt et fjerde stik med en coronavaccine.
Særligt udsatte grupper har kunnet få et fjerde stik de seneste uger. Plejehjemsbeboere og andre sårbare bliver tilbudt fjerde stik fra 15. september.