Ultraløber og skole laver motionsvideoer til børn, der fjernundervises
Stine Rex (tv.) er gået sammen med Vejgaard Østre Skole om at inspirere de hjemmeunderviste børn med små motionsvideoer.
- Når verden åbner igen, så skal børnene ud til alle deres fritidsaktiviteter, og i stedet for at starte på nul, så er fem minutter bedre end ingenting, lyder det fra ultraløber og fitnesskoordinator, Stine Rex.
Stine Rex, der er ultraløber og fitnesskoordinator ved DGI Huset, er gået sammen med en lokal skole i Aalborg Kommune om at inspirere de hjemsendte børn.
Hun gik til Vejgaard Østre Skole med idéen om at lave små motionsvideoer til børnene, der bliver fjernundervist hjemmefra, og dén idé hoppede skolen med på.
- At der sker noget, og at man får noget adspredelse og et smil på læben, det vil være med til at give noget til fjernundervisningen, forklarer Jesper Saugstrup, der er skoleleder på Vejgaard Østre Skole.
Fem minutter er bedre end ingenting
Stine Rex fik inspiration til idéen fra sin egen hverdag med to børn, der også får hjemmeundervisning.
- Hver gang mine børn havde pause, så spurgte de, om jeg ikke kunne lave noget træning til dem. Og da vi så havde trænet, så var de igen klar til undervisning, siger Stine Rex.
De små videoer ligger frit tilgængelige på skolens facebookside, så alle kan træne med.
Stine Rex håber på, at videoerne kan hjælpe børnene på den anden side af landets nedlukning.
- Når verden åbner igen, så skal børnene ud til alle deres fritidsaktiviteter, og i stedet for at starte på nul, så er fem minutter bedre end ingenting, siger hun.