Ulla Astman om vaccinepause: - Vi må væbne os med tålmodighed
Vaccinationerne med AstraZeneca er sat på pause i indtil videre 14 dage, da der har været indberetning om et dødsfald i forbindelse med vaccinationerne. Det får også konsekvenser for det nordjyske vaccinationsprogram.
Region Nordjylland har i dag sørget for at få stoppet alle vaccinationer med mærket AstraZeneca, og alle vaccinerne er kørt tilbage til sygehusapoteket.
Det skyldes, at al vaccination mod coronavirus med AstraZeneca er blevet indstillet i Danmark.
Der har været indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret mod covid-19 vaccinen fra AstraZeneca.
Én indberetning vedrører et dødsfald i Danmark. Ifølge Ekstra Bladet drejer det sig om en 60-årig kvinde, der er død med en blodprop i Danmark.
- Det er en meget alvorlig situation, derfor er vi stoppet med at bruge vaccinen fra AstraZeneca til første og andet stik allerede fra i dag, da vi fik meldingen fra Lægemiddelstyrelsen, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Foreløbig drejer det sig om en pause på indtil videre 14 dage for vaccinationerne fra AstraZeneca.
Også for nordjyderne får det konsekvenser, at der nu er sat en stopper for vaccinationerne.
- Det betyder desværre, at vaccineudrulningen ikke kommer til at gå så stærkt, som vi havde regnet med. Det var et af de vaccinemærker, vi skulle have allerflest doser af. Så der er nogen af os, der kommer til at væbne os med endnu mere tålmodighed, siger Ulla Astman.
I næste uge (uge 11) skulle Region Nordjylland modtage 2800 AstraZeneca-vacciner og i uge 12 hele 13.400 vaccinedoser.
Afvent besked
Ulla Astman forklarer, at nordjyderne ikke skal møde op, hvis de har en tid til at blive vaccineret med en AstraZeneca vaccine, og det gælder også det næste stykke tid, indtil borgerne hører nærmere. Der vaccineres dog fortsat med de to andre vaccinemærker fra Moderna og Pfizer.
Ændringerne smitter af på vaccinationskalenderen, hvor AstraZeneca nu er taget helt ud for at "illustrere et worst-case scenarie."
Ifølge den nye kalender vil alle danskere, der er 16 eller ældre, have fået tilbudt vaccination senest i uge 28, den anden uge af juli. Alle kan være færdigvaccineret cirka fire uger derefter, 15. august. Tidligere var datoen 18. juli.
- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt med den her udskydelse af vaccinationsprogrammet. Vi må håbe på, at der kommer flere vaccinetyper på markedet. Vi kan love, at vi vaccinerer lige så hurtigt, som vi får vaccindoserne, og vi kun bruger dem, som vi har en sikkerhed for er i orden. Og for tiden er det dem fra Moderna og Pfizer, siger Ulla Astman.