Sognenedlukning er "godt, gedigent træls", siger borgmester
Vor Frelsers Sogn i det vestlige Aalborg er lukket ned i mindst en uge, og det ærgrer kommunens borgmester.
Vor Frelsers Sogn i det vestlige Aalborg nåede mandag over de tre grænseværdier, der er fastsat for automatisk nedlukning af sogne. Det betyder, at sognet er lukket ned i mindst en uge.
- Det er godt, gedigent træls, at det er sket. Det får en konsekvens i forhold til de børn og unge mennesker, der går på en uddannelse, og i forhold til fitnesscentre og en lang række foreninger, der ligger i området, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), der er borgmester i Aalborg Kommune.
- Vi skal gøre alt, hvad vi kan i vores kommune, for at få smitten banket ned, så der ikke er flere sogne, der skal følge efter, siger borgmesteren.
Kriterier for nedlukning
- Mindst 500 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
- Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
- Positivprocent på mindst 2,5 procent de seneste syv dage
Den automatiske sognenedlukning betyder, at en række uddannelsesinstitutioner, idrætsfaciliteter og foreninger må holde lukket i de kommende dage.
- Vi har en lang række indsatser i gang. Vi får blandt andet en masse testere ud på ungdomsuddannelsesinstitutionerne, så vi kan få afsløret, hvis der er flere, der er smittet, siger Thomas Kastrup-Larsen.
For Vor Frelser Sogn omfatter nedlukningen
- Sprogcenter Aalborg, Kastetvej /Strandvejen 35B
- Privatskolen Sct. Mariæ Skole
Ungdoms- og voksenuddannelser:
- Aalborg Handelsskole, Saxogade
- Aalborg Handelsskole, Strandvejen
- Daghøjskolen Fokus, Dannebrogsgade
Folkeoplysende foreninger:
- Dansk Folkeparti Ungdom Aalborg (DFU)
- DDS Aalborg Søspejdere
- Frit Forum
- Konservativ Ungdom i Aalborg
- Liberal Alliance Ungdom Aalborg
- Radikal Ungdom Nordjylland
- Venstres Ungdom, Aalborg
- Vestre Baadelaug
- Ægir
- Aalborg Dame Roklub
- Aalborg Kajakklub
- Aalborg Roklub
- House Of Concrete Aalborg
- Sct. Mariæ unge katolikker (SMUK)
Aftenskoler:
- Fokus Folkeoplysning
§18 foreninger:
- UFL - Unge for Ligeværd
- Hovedspringet
- Kommercielle fitnesscentre:
- Fitness World, Dannebrogsgade
- YogaHuset, Strandvejen
Flere sogne i Aalborg Kommune er i fare for at opfylde kriterierne for automatisk nedlukning, og hele kommunen kan også risikere at blive lukket ned.
- Der er andre sogne, der ligger tæt på grænsen, som vi skal forhindre bliver lukket ned. Der skal fokus på at holde smitten nede i Aalborg Kommune i den kommende tid, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Aalborg Kommune har et incidenstal på 152. Hvis en kommunes testkorrigerede incidens kommer over 250 den seneste uge, bliver kommunen automatisk lukket ned.