Smitteudbrud på hospital under kontrol
Tirsdag i sidste uge blev 44 medarbejdere på Regionshospital Nordjylland sendt hjem i karantæne, efter de havde været udsat for smitte med COVID-19 fra en patient. Og det gav bekymring for et større udbrud.
Mandag formiddag er 11 medarbejdere på Regionshospital Nordjylland i Hjørring sygemeldte med COVID-19. Derudover er otte medarbejdere hjemsendt i karantæne, fordi de på den ene eller anden måde har været udsat for smitte, og altså ikke selv er testet positive endnu. Dermed ser det ud til, at et truende smitteudbrud på hospitalet er taget i opløbet.
Tirsdag i sidste uge blev 44 medarbejdere - læger, sygeplejersker, portører og rengøringspersonale blandt andet i akutmodtagelsen og på sygehusets intensivafdeling - sendt hjem i karantæne, efter de alle havde været tæt på en patient, der blev testet positiv. Patienten var i første omgang testet negativ, men efter et par dage viste en ny test sig positiv.
- Vi coronatester alle akutte patienter, men da der kan gå op til fire dage fra du er smittet, indtil du tester positiv, er det svært at dæmme helt op for sådan nogle situationer, som den vi lige har oplevet, forklarer Henrik Larsen, direktør på Regionshospital Nordjylland.
Han er lettet over, at situationen ikke har udviklet sig så slemt, som den havde potentiale til. I værste tilfælde havde hospitalet være nødsaget til at sende patienter til Aalborg, men det er lykkedes at holde det kørende ved at flytte nogle sengepladser fra akutafdelingen over på nogle andre afdelinger.
- Vi har gennemgået vores procedurer igen for at se, om der er noget vi kan gøre anderledes, men det er svært helt at undgå den her slags udbrud.
Henrik Larsen forventer, at intensivafsnittet i Hjørring er helt oppe at køre igen i løbet af ugen, lige som der stadig er lukket nogle enkelte senge i akutmodtagelsen på grund af hjemsendt personale.