Smitten er bremset: Alle særlige tiltag i Nordjylland ophæves
Sundhedsmyndighederne har på baggrund af nyeste data for smittespredning vurderet, at det ikke længere er nødvendigt med særlige tiltag i Frederikshavn, Vesthimmerland, Jammerbugt, Thisted, Brønderslev, Hjørring og Læsø kommuner. Borgerne i Nordjylland skal dog fortsat følge de landsdækkende restriktioner og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om brug af mundbind, afstand, test, isolation og opsporing.
Nye smittedata viser en faldende tendens af personer smittet med Covid-19 i Nordjylland. Den målrettede lokale indsats har dermed været effektiv, og derfor ophæves de sidste lokale tiltag nu. Det betyder, at Nordjylland ikke længere er underlagt særlige tiltag i forhold til resten af landet.
Det skriver Ældre- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Jeg vil gerne sige en stor tak til borgerne i de syv kommuner for deres vilje til at få standset smittekæderne.
Magnus Heunicke, sundheds- og ældreminister
Sundhedsmyndighederne har på baggrund af nyeste data for smittespredning vurderet, at det ikke længere er nødvendigt med særlige tiltag i Frederikshavn, Vesthimmerland, Jammerbugt, Thisted, Brønderslev, Hjørring og Læsø kommuner. Det betyder, at der fra dags dato ikke længere er behov for særlige tiltag i Nordjylland.
De særlige tiltag i de syv kommuner, der nu ophæves
- Geografisk mobilitet: Vandrende arbejdstagere opfordres ved udrejse til hjemlandet til at lade sig teste forud for udrejse. Personer med bopæl uden for Danmark opfordres kraftigt til ikke at indrejse i de berørte kommuner.
- Massiv testindsats: Alle med bopæl i de berørte kommuner opfordres til at lade sig teste.
Fortsat følge landsdækkende restriktioner
Borgerne i Nordjylland skal dog fortsat følge de landsdækkende restriktioner og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om afstand, test, isolation, opsporing osv.
- Jeg vil gerne sige en stor tak til borgerne i de syv kommuner for deres vilje til at få standset smittekæderne. Tallene taler deres eget tydelige sprog. Indsatsen har virket, og det skyldes ene og alene borgernes indsats for at holde afstand og lade sig teste og deres villighed til at hjælpe myndighederne med at opspore og inddæmme smitten, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).
Gældende restriktioner, som stadig også gælder i Nordjylland
- Forsamlingsforbuddet sænkes til 10 personer. Gælder fra 26. oktober 2020 til og med 13. december 2020.
- Krav om brug af mundbind, når du handler i detailhandlen. Gælder fra 29. oktober 2020 til og med 2. januar 2021.
- Krav om delvis brug af mundbind på uddannelsesinstitutioner. Gælder fra 29. oktober 2020 til og med 2. januar 2021.
- Forbud mod salg af alkohol i detailhandel og kiosker efter kl. 22.00. Gælder fra 26. oktober 2020 til og med 2. januar 2021.
- Anbefaling om at begrænse social kontakt. Gælder fra 26. oktober 2020 til og med 13. december 2020.
Kilde: coronasmitte.dk
Konkret er 176.337 borgere ud af de i alt 280.701 borgere i de syv kommuner blevet testet i testperioden fra den 7. nov. til 30. nov. De lokale myndigheder har gennemført en stor og systematisk testindsats, hvor alle kommuner på skift har fået tilført ekstra testkapacitet, så alle borgere har kunne lade sig teste.
Der har været et fald i det samlede antal af nysmittede (7-dages incidens) pr. 100.000 indbygger på 115 fra den 5. november til 28 i dag. Der er dermed tale om et markant fald i antallet af nysmittede i de syv nordjyske kommuner.