Slut med kviktest denne uge - og PCR-testcentre forsvinder flere steder
Foto: Arkiv/TV2 Nord
Myndighederne lægger op til, at der fremover skal være færre PCR-teststeder. Arkivfoto
Myndighederne indfører nu en model for nedskalering af PCR-test, som baserer sig på det faktiske forbrug af PCR-test.
Testaktiviteten i samfundet har været nedadgående de seneste par uger. Derfor indfører myndighederne en model for nedskalering af PCR-kapaciteten, som tager udgangspunkt i det faktiske forbrug af PCR-test.
På den baggrund bliver PCR-kapaciteten i samfundssporet nu skaleret ned til 140.000 test om dagen.
Den seneste uge er der i gennemsnit udført under 100.000 PCR-test om dagen i det landsdækkende net af teststeder.
Smitten falder
- Vi ser allerede nu, at smitten er begyndt at falde i de områder, hvor der tidligere var mest smitte. Den udvikling forventer vi fortsætter som følge af stigende immunitet og sæsoneffekt. Derfor bliver der formodentligt brug for færre tests i løbet af foråret, siger Henrik Ullum, der er direktør i Statens Serums Institut.
Ikke testmulighed i alle kommuner
I takt med, at testkapaciteten nedskaleres, vil antallet af teststeder reduceres, således at der ikke længere garanteres et PCR-teststed i alle kommuner.
Regionerne vil dog, når en række PCR-test forsvinder i videst muligt omfang tage hensyn til geografisk spredning af testcentrene - blandt andet ved, at der fortsat er placeret et testcenter tæt på lufthavnene.
Regeringen har tidligere besluttet, at hurtigteststederne lukker senest 6. marts - det vil sige med udgangen af denne uge.