NT er klar til skolernes genåbning: Sender guide ud til elever og forældre
Der er rigeligt med plads i de nordjyske busser lige nu - og NT er klar til at sende flere på gaden, når de store elever skal i skole igen.
Der kommer flere passagerer i de nordjyske busser og tog fra på mandag når de store skoleelever der går i 6. klasse og op, starter i skole igen. Og det er Nordjyllands Trafikselskab klar til.
Rengøringen i busser og tog er i top og samtidig må hverken busser eller togvogne være mere end halvfyldte med passagerer. Sådan har det været siden Danmark lukkede ned og Statsminister Mette Frederiksen opfordrede alle danskere til at undgå at stimle sammen i den kollektive trafik.
Siden er genåbningen af Danmark gået igang og Nordjyllands Trafikselskab har i den forbindelse indsat såkaldte stoppesteds-værter på strategiske steder rundt om i regionen.
- De vejleder passagererne om at man skal lade andre komme ud før man selv går ind, de hjælper med at købe biletter nu hvor vi ikke tager imod kontanter og sørger generelt for, at passagerne ved, hvordan de skal forholde sig, fortæller Mette Henriksen, der kunde- og salgschef i Nordjyllands Trafikselskab.
35-40 procent af normalen
NT er forberedt på, at der kommer flere passagerer i busserne fra mandag og der er rigeligt med plads i busserne til de ekstra passagerer.
- Vi ligger lige nu på 35-40 procent af vores normale passagerantal, så der er masser af plads til, at vi kan tage flere med, fortæller Mette Henriksen der også har flere busser at sende ud op ruterne, hvis det skulle blive nødvendigt.
- Vi får daglige afrapporteringer om hvor mange passagerer, der er med busser og tog og hvis vi kommer op på en belægning på 45 procent sætter vi en ekstra bus ind så vi ikke kommer over 50 procent og er nødt til at køre forbi stoppesteder, forklarer kundechefen.
Vejledning sendt ud til skoler
Lige nu ved NT ikke, hvordan skolerne rundt om i Nordjylland kommer til at åbne op for de store elever. Bliver det forskudt undervisning så de mindste elever møder tidligt og de store elever senere?
- Hvis det bliver sådan, tror jeg ikke vi får problemer med kapaciteten, men hvis alle skal møde til samme tid om morgenen, skal vi da se på, hvor mange busser vi skal bruge - og om vi har alle de busser, siger Mette Henriksen, der altså ikke ved noget med sikkerhed endnu fordi skolerne ikke har meldt deres genåbningsplaner ind til trafikselskabet.
Vi ligger lige nu på 35-40 procent af vores normale passagerantal, så der er masser af plads til, at vi kan tage flere med
Mette Henriksen, kunde- og salgschef, Nordjyllands Trafikselskab
NT har sendt en vejledning ud til skolerne i Nordjylland, der fortæller elever og forældre, hvordan de skal forholde sig til at bruge den kollektive trafik.
- Vi vil gerne have budskabet ud til skoler og forældre, så de ved, hvordan og hvad de skal fortælle deres børn om at bruge den kollektive trafik, siger Mette Henriksen og fortsætter:
- Det er vigtigt at sige, at det jo ikke er farligt at køre med bussen. Vi tager vores forholdsregler og vi guider passagerne til at gøre det samme. Men det er klart at hvis vi lige pludselig kommer op på samme passagerantal som før coronaepidemien, så kan vi få kapacitetsproblemer, forklarer hun og kommer med en opfordring:
- Hvis man har muligheden, så synes vi at man skal hoppe på cyklen eller aftale samkørsel med faste kolleger, så vi ikke behøves at køre forbi stoppesteder uden at tage passagerer med, lyder det fra Mette Henriksen.
Nordjyllands Trafikselskab har sendt plakaten herunder ud til skolerne i Nordjylland. Den skal hænges op på skolen og ved stoppesteder og guide passagererne til at køre sikkert med bussen.