Nordsøen Oceanarium: - Vi er meget, meget lettede
Direktør Karl Henrik Laursen er glad og lettet over udsigt til at kunne åbne før.
Akvarier og zoologiske haver kan åbne nu. Ved Nordsøen Oceanarium er der stor lettelse – men de har endnu ikke besluttet, hvornår de åbner.
I over to måneder har der været tomt ved akvarierne på Nordsøen Oceanarium, hvor kun dyrepasserne har haft adgang. Men nu kan gæster snart beundre klumpfisk, hajer og sæler igen.
Sent onsdag aften blev regeringen og Folketingets partier nemlig enige om en udvidelse af fase 2 af genåbningen af Danmark, og aftalen betyder blandt andet at akvarier kan åbne med det samme - i stedet for at skulle vente til 8. juni.
- Vi er meget, meget glade og lettede. Vi har været i limbo siden 12. marts, og det har været en meget mærkelig periode, siger Karl Henrik Laursen, der er direktør for Nordsøen Oceanarium.
Fredag træffer han og ledelsen beslutning om, hvornår Nordsøen Oceaniarium åbner.
Forsamlingsforbud besværliggør åbning
Det er dog ikke alt sammen lutter lykke. Forsamlingsforbuddet gælder fortsat forsamlinger på over ti personer – og det gør det svært for Nordsøen Oceanarium.
- Lige nu er vi ret begrænsede i, hvad vi må lave med gæsterne med det nuværende forsamlingsforbud, siger Karl Henrik Laursen.
Det er blandt andet noget af det, der vil blive diskuteret, når Nordsøen Oceanarium skal fastlægge en åbningsdato.
Forsamlingsforbuddet hæves til 30-50 personer fra 8. juni, og det forventes at blive hævet yderligere fra 8. juli og igen fra 8. august.
Følger grænseåbning tæt
Det er stadig uafklaret, hvor længe de danske grænser er lukkede. Regeringen melder noget ud senest 29. maj.
Onsdagens forhandlinger har dog betydet, at sommerhusejere fra Tyskland og de nordiske lande må besøge landet fra 25. maj. Det samme gælder kærester, forlovede, bedsteforældre med videre.
- Vi følger meget med i, om grænserne bliver åbnet. Det er rigtig vigtigt for os, hvor mange turister, der kommer til Nordjylland, siger Karl Henrik Laursen.
Selvom coronapandemien har haft en negativ indflydelse på økonomien ved Nordsøen Oceaniarum, fortæller direktøren, at det ikke har været en økonomisk katastrofe for akvariet.
Også Aalborg Zoo kan åbne med det samme efter udvidelsen af fase 2 af genåbningen. Den zoologiske have venter dog med at åbne til onsdag 27. maj. Læs mere her: