Nordjysk OL-kandidat: Udskydelse var ventet
Foto: Mette Kristensen
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera får nu længere tid til at forberede sig til OL i Tokyo. Og det kan vise sig at være en fordel, siger Hobro-rytteren.
På grund af coronakrisen er OL i Tokyo 2020 udskudt til næste år. For den nordjyske dressurrytter og OL-kandidat, Carina Cassøe Krüth, kan det vise sig at være en fordel.
Dressurrytteren Carina Cassøe Krüth fra Hobro var godt på vej til at kvalificere sig til OL i Tokyo, der efter planen skulle have fundet sted fra 24. juli til 8. august i år.
Men på grund af situationen med coronavirus er OL blevet udskudt til senest sommeren 2021.
- Det var rimeligt forventet, at vi ikke skulle af sted til OL til sommer, sådan som situationen har udviklet sig. Jeg tager det ikke så tungt, for det er ens for alle, siger Carina Cassøe Krüth, der sammen med den ni-årige hoppe, Heiline’s Danciera, i daglig tale Danse, er en del af den danske landsholdstrup i dressurridning, og en af de syv, der kæmper om tre pladser på det hold, der skulle have været til Tokyo til sommer.
Nej, jeg ligger ikke og græder over udsættelsen. Det må være langt hårdere for de atleter, som måske har nået en vis alder, og derfor kunne OL til sommer være sidste chance for dem.
Carina Cassøe Krüth, dressurrytter, Hobro
- Nej, jeg ligger ikke og græder over udsættelsen. Det må være langt hårdere for de atleter, som måske har nået en vis alder, og derfor kunne OL til sommer være sidste chance for dem, siger Carina Cassøe Krüth.
Længere tid til at udvikle sig
Hun ser derimod en fordel i, at hun og Danse får længere tid til at forberede sig til OL.
- Danse er stadig ung, og hun kan nå at udvikle sig rigtig meget. Tiden arbejder for os, så det kan måske være en fordel, siger Carina Cassøe Krüth.
Hun skulle sammen med Danse de næste måneder have været til nogle OL-kvalifikationsstævner, men de er blevet aflyst på grund af coronavirussen.
Nu venter Carina Cassøe Krüth på, at der på et tidspunkt kommer en melding på, hvornår OL i Tokyo skal afholdes.
- Det handler om at få lagt nogle fornuftige stævneplaner, så vi kan toppe på det rigtige tidspunkt. Men nu må vi se – det kan være, at vi skal holde lidt længere sommerferie, lyder det fra Carina Cassøe Krüth, som i disse her dage holder sig indendøre hjemme i Hobro – for hun er gået i selvvalgt karantæne, efter hun netop er kommet hjem efter en ferie i udlandet.
Se den nordjyske OL-svømmer Mie Ø. Nielsens reaktion på, at OL er udskudt: