Nedslået restaurantejer: - Vores kalender var fyldt frem til jul
Foto: Arkivbillede/Martin Bækhøj
Ordrebøgerne var fyldt ved Restaurant Applaus. Nu rammes restauranten af nedlukning.
Barer og restauranter skal holde lukket i Aalborg Kommune, efter nye coronarestriktioner træder i kraft fredag.
Bookingkalenderen er mere eller mindre fyldt ud frem til jul hos Restaurant Applaus i Aalborg. Torsdag aften bliver dog den sidste aften i en rum tid, at restauratør Mads Hyllested kan tage imod gæster.
Aalborg Kommune er nemlig blandt de kommuner, der nu rammes af yderligere coronarestriktioner. Det betyder blandt andet, at barer og restauranter skal holde lukket, og den fyldte bookingkalender hos Applaus er derfor ubrugelig.
- Jeg er superærgerlig. Vi havde fyldte ordrebøger frem til jul, og nu så det endelig ud til, at vi kunne fyre den af det næste stykke tid. Nu er der ikke bare én men to streger under, at det har været en forfærdeligt år, siger Mads Hyllested, der ejer Restaurant Applaus.
En psykisk hård rutsjebanetur
Han fortæller, at han havde planlagt at lukke restauranten ned for gæster 19. december for at forberede nytårsmenuer som take away. Derfor kommer det som et hårdt slag, at de nu ikke kan få de sidste dage med og udnytte de fyldte ordrebøger frem mod jul.
- Vi må jo bare klappe hælene i og gøre, som der bliver sagt. Nu er vi i vores restaurant heldigvis ikke i økonomisk fare, men det er en ekstremt hård psykisk rutsjebanetur. Vi har i løbet af det sidste år hele tiden skulle indrette os efter forskellige restriktioner, og det har været rigtig hårdt at navigere i, lyder det fra restaurantejeren.
Han stiller sig samtidig uforstående overfor, at restauranter og barer skæres over én kam.
- Man kan jo se, at det lige nu særligt er blandt de unge, at smitten er udbredt. Derfor forstår jeg ikke, at man ikke kan differentiere bedre mellem barer og restauranter, ligesom man i skolerne kan differentiere mellem store og små elever eksempelvis. De unge sidder jo ikke hos os på restauranterne, de er på barerne. På den måde kunne man trods alt holde liv i noget af erhvervet, siger Mads Hyllested.
De nye restriktioner træder i kraft fredag klokken 16.