Nedlukket sogn vil smitten til livs: Nyt testcenter åbner i Brovst
Brovst Sogn har været nedlukket siden onsdag - og skal være det i mindst syv dage endnu. Nu åbnes nyt testcenter for at komme smittespredningen til livs.
Da den daglige oversigt over corona-smittetallene kom onsdag eftermiddag var med nedslående nyheder til borgerne i Brovst Sogn.
Efter i flere dage at have vaklet på grænsen til automatisk nedlukning meldte smittetallene onsdag om 20 smittede i løbet af syv dage - og så faldt hammeren. Skoler, institutioner, SFO'er, ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner samt lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, og lokaler, hvor der udøves-, idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter måtte lukke ned.
Sognet kan først genåbne når mindst et af de tre kriterier (testkorrigeret incidens, smittetal og positivprocent) har været under grænseværdierne i syv dage i træk.
SÅDAN BLIVER ET SOGN AUTOMATISK LUKKET NED
Hvis et sogn opfylder alle disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:
• Mindst 500 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
• Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
• Positivprocent på mindst 2,5 procent de seneste syv dage
For at komme smitten til livs åbnes der fra og med i dag fredag et nyt lyn-testcenter i Sport- og Kulturcenter Brovst. Her kan man blive podet i næsen og inden for 30 minutter få svar på om man er smittet med coronavirus.
Det nye lyntestcenter skal indtil videre være tilgængeligt til og med 25. maj - altså tirsdag i næste uge. Testcenteret vil have åbent fra klokken 9 til klokken 21. Undtagelsen er 25. maj hvor testcenteret kun har åbent til klokken 12.
Derudover vil der på mandag - 24. maj - være en ekstra testdag med de mere præcise PCR-test på Sygehusvej i Brovst. Hvis man ønsker at blive testet her, skal man booke en tid på coronaprover.dk.
Der er i øvrigt masser af muligheder for at blive testet i hele Nordjylland - og borgere fra Brovst er, selvom sognet er lukket ned, ikke frataget muligheden for at forlade deres hjemegn.
Listen over steder, hvor man kan få foretaget en PCR-test kan findes her
Husk at bestille tid på coronaprover.dk
Listen over steder, hvor man kan få foretaget en antigen-test (lyntest) kan findes her.