Mette Frederiksen: - Hold ikke jul med mere end højst 10 personer
Foto: Philip Devali / Ritzau Scanpix
Man kan godt holde jul, men man bør passe på de sårbare og genoverveje julefrokosterne.
Nu er der kommet endelig besked om, hvordan danskerne kan holde jul og nytår, og det ser ud til, at også julen bliver påvirket af coronavirussen.
De nuværende restriktioner og forsamlingsforbud på 10 personer forlænges helt frem til 28. februar. Det oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) på dagens pressemøde.
- Julen er en højtid, der har kæmpestor betydning for os danskere. Men hvis smitten er for høj, når vi går ind i julen, risikerer vi, at smitten løber løbsk.
Statsministeren anbefaler på det kraftigste, at man også overholder det i privaten.
- Man kan se allernærmeste familie til juleaften, men hold ikke jul med mere end højst 10 personer, lød det.
Skru ned for sociale aktiviteter
2.046 personer er det seneste døgn blevet smittet, og kontakttallet er nu på 1,2. Det betyder, at 10 smittede giver virussen videre til 12 andre. Derfor bliver der nu indført hårde restriktioner, en nedlukning af Region Hovedstanden, der i øjeblikket oplever det højeste smittetryk i landet. På trods af den store indgriben og forlængede restriktioner over hele landet, kan Mette Frederiksen ikke love, at det er de eneste restriktioner, vi kommer til at være underlagt i julen.
- Vi kan ikke garantere, at der ikke bliver behov for at gøre yderligere. Men det, vi siger i dag, forventer vi, lægger til grund for juleaften og nytårsaften, siger statsminister Mette Frederiksen.
- Og jeg vil gerne understrege, at det ikke handler om, hvordan vi ses, men om vi overhovedet behøver ses. Så det er en kraftig appel til at skrue ned for de sociale aktiviteter.
Pas på familiemedlemmer i risikogruppen juleaften
På pressemødet sagde Søren Brostrøm, at man godt kan holde jul med familie, man ikke har set i lang tid, men han opfordrer til, at man tager sig nogle forholdsregler:
- Man kan godt holde jul med den familie, man savner og ikke har set i lang tid. Men pas på, advarer Søren Brostrøm.