Maria er hjemsendt: Klar til at hjælpe med børnepasning
Statsminister Mette Frederiksen opfordrede på pressemødet onsdag alle danskerne til at hjælpe hinanden. Det har flere nordjyder taget til sig.
22-årige Maria Cramer fra Nørresundby lavede onsdag aften, efter statsministerens pressemøde, et Facebook-opslag, hvor hun tilbyder hjælp. Det er hun langt fra den eneste, der gør.
- Der er blandt andet nogen, der har skrevet ”Hvor har jeres mor opdraget jer godt”, ”Hvor er du sød” og så videre, siger Maria Cramer.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag opfordrede danskerne til at hjælpe hinanden i forbindelse med corona-situationen, greb Maria Cramer sin computer. Hun er selv blevet hjemsendt fra sit studie som lærerstuderende, fordi man forsøger at begrænse coronasmitten. Med sit opslag øjnede hun chancen for at give sin hjemsendelse mening.
- Jeg synes, det er vigtigt, at man skal hjælpe hinanden, og jeg tænker da også selv – selvom der er længe til, jeg skal være forælder – at det må være stressende ikke at vide, hvad man skal stille op, fortæller hun.
Få et corona-match
Hun er langt fra den eneste, der gerne vil hjælpe. TV2 Nord har i løbet af torsdagen talt med en lang række personer, der har tilbudt deres hjælp til enten børnepasning eller indkøb. Også hos Røde Kors, som har oprettet et hjælpenetværk i forbindelse med coronavirussen og lukningen af offentlige institutioner.
- Lige nu er vi i gang med at matche danskere, som gerne vil hjælpe folk, der er ramt af corona, som ikke selv kan håndtere den situation med at løse praktiske opgaver. Det kunne være at gå en tur med hunden eller hente en pakke på posthuset, siger generalsekretær ved Røde Kors, Anders Ladekarl.
Og interessen og responsen har ligesom hos Maria Cramer været enormt positiv.
- Vi startede den her hjælpe-aktivitet i går og siden er vi blevet kimet ned. Vores internetside flyder over med folk, som gerne vil hjælpe. Vi kan virkelig mærke, at medmenneskeligheden er steget kraftigt i forbindelse med den her krise, siger hun.
Få søger hjælp
Men der er desværre ikke ret mange, der har henvendt sig til Maria Cramer for at modtage hendes tilbud om hjælp.
- Jeg tror da helt sikkert også, at der er nogle, der ikke vil skrive til en person, de ikke kender, siger Maria Cramer.
Hvis man gerne vil meldes til som hjælper eller vil bede om hjælp, kan det gøres på Røde Kors' hjemmeside.