Krydstogtskib får midlertidigt hjem i Skagen: Besætningen skal blive på skibet hele april
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Et krydstogtskib med 615 besætningsmedlemmer ombord er søndag morgen anløbet Skagen Havn. Her skal det blive hele april.
Krydstogtsæsonen anno 2020 er aflyst - i hvert fald for nuværende. Coronakrisen har sat en effektiv stopper for krydstogtrejser og de mange skibe, der normalt sejler fra havn til havn, fyldt med gæster og besætningsmedlemmer, søger nu mod havne hvor de kan opholde sig.
Og søndag morgen anløb et af de mange krydstogtskibe, der normalt har havet som hjemmebane i havn i Skagen. Det er det italiensk indregistrerede Aidadiva, der med 615 besætningsmedlemmer ombord nu skal ligge i Skagen - indtil videre i resten af april.
- De oplægger skibet i havnen i en periode på linje med hvad man ser i andre havne og andre lande også, forklarer direktør for Skagen Havn Willy B. Hansen.
Må ikke komme i land
Direktøren fortæller, at skibet sidste gang havde gæster ombord for 20 dage siden og at den samlede besætning er raske og ikke smittet med coronavirus.
- Men besætningen må ikke komme i land. Dels har rederiet forbudt al landlov for at sikre, at besætningen ikke bliver smittet i Danmark og dels har de danske myndigheder bekendtgjort at hverken gæster eller besætning fra krydstogtskibe må komme i land, forklarer Willy B. Hansen.
- De må kortvarigt opholde sig på kajen, hvis der er noget arbejde, de skal gøre, men ellers må de ikke komme i land. De må ikke komme op i Skagen by og de kan ikke rejse hjem til deres respektive hjemlande. De skal blive på skibet, fortæller direktøren videre.
De må kortvarigt opholde sig på kajen, hvis der er noget arbejde, de skal gøre, men ellers må de ikke komme i land. De må ikke komme op i Skagen by og de kan ikke rejse hjem til deres respektive hjemlande. De skal blive på skibet,
Willy B. Hansen, direktør, Skagen Havn
Kan få forbindelse til familien
Skagen Havn har sørget for, at skibet nu blandt andet har adgang til en stærk internetforbindelse. Noget, der enten ikke er en mulighed, når man er på havet eller som er meget dyrt, fordi det foregår via satellitkommunikation.
- Vi håber, de får et godt ophold og at de nu kan komme i kontakt med deres familier hjemme, siger Willy B. Hansen.
Besætningen består af mennesker fra flere forskellige lande og direktøren har ikke noget overblik over, hvor mange nationaliteter, der er repræsenteret på skibet. Han ved dog, at der er en del englændere og tyskere blandt besætningen.
Han forklarer videre, at skibet selv skal sørge for at skaffe proviant gennem et cruise agentur, men at Skagen Havn hjælper skibet med al affaldshåndtering i den tid, de ligger til kaj der.
- Vi sørger for at de kan komme af med kabysaffald, olieaffald og spildevand og det hele foregår naturligvis efter foreskrifter så der ikke er nogen smitterisiko, forklarer direktøren.