Krisepsykolog om minkavlere: - I værste fald kan det ende i en depression
Foto: Jeppe Kyvsgaard
Krise- og erhvervspsykolog Winnie Flensborg vurderer, at minkavlere kan ende i en identitetskrise, når deres besætninger aflives.
Krise- og erhvervspsykolog Winnie Flensborg vurderer, at minkavlere kan ende i en identitetskrise, når deres minkbesætninger slås ned.
Det kan få store konsekvenser for minkavlere, at deres besætninger skal slås ned. Ikke bare økonomisk men også på et mere personligt plan, vurderer Winnie Flensborg, der er krise- og erhvervspsykolog.
- Det er jo deres liv, men det er også deres identitet langt hen ad vejen, siger hun.
Torsdag aften præsenterede fødevareminister, Mogens Jensen (S), et nyt tiltag, der skal komme coronasmitten på minkfarme til livs. Det betyder alle minkbesætninger på farme med smitte, alle mink på farme med mistanke om smitte samt alle mink på farme indenfor en radius af otte kilometer til en smittet minkfarm, skal slås ned. Samlet set er det over en million mink, der skal aflives.
- Det er jo ikke bare dyr, der bliver slået ned, men hele ens livsværk og identitet, der forsvinder. For hvis man ikke længere er minkavler, hvad er man så?, siger Winnie Flensborg.
En chokreaktion
Hun fortæller, at reaktionen for en minkavler, eller andre hvis arbejde eller livsværk bliver taget fra dem, kan være chok.
- Man kan kalde det en traumatisk krise, hvor hele ens forståelse af sig selv og ens arbejdsliv bliver smadret. Chok er typisk noget, der kommer udefra, det er noget, man ikke kan gøre noget ved, det noget man ikke har kontrol over og det er noget, der truer ens liv eller helse.
Når man går i chok, så er det krybdyrhjernen, der tager over.
- Der er tre mønstre man griber til: kæmp, flygt eller overgiv dig. Og man ved ikke, hvilket mønster, man har.
Winnie Flensborg råder til, at man begynder at tænke mere i fakta og tænker fremadrettet om, hvad man nu kan gøre. For det kan være risikabelt at hænge sig for meget i, hvad man kunne have gjort anderledes.
- Man skal ikke dvæle for meget ved tanker om, hvad man kunne have gjort anderledes. Så kommer man let i en negativ spiral, som i værste fald kan ende i en depression, siger hun.