IT-problemer skyld i lange køer til vaccination: Nu er der sendt ekstra mandskab afsted
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Køen til vaccinationscentret i Aalborg.
Chefen for covid-19-indsatsen i Region Nordjylland forklarer, at de lange køer lørdag skyldes it-problemer, og at regionen nu er ved at løse udfordringerne.
I løbet af lørdagen har mange af de nordjyder, der skulle vaccineres, oplevet lang ventetid og lange køer for at komme ind i vaccinationscentrene.
En af dem er Glenna Andersen fra Jerslev. Hun er omsorgsmedarbejder på et plejehjem og var lørdag mødt op i Hjørring for at få sit andet stik med coronavaccinen.
Hun havde booket en tid til klokken 10.20 men endte ifølge hende selv med at stå i kø til vaccinationscentret i 45 minutter, før det blev hendes tur.
Jeg synes ikke, det var særlig morsomt. Det var jo koldt at stå derude, og jeg havde faktisk også en anden aftale.
Glenna Andersen, Jerslev
- Jeg synes ikke, det var særlig morsomt. Det var jo koldt at stå derude, og jeg havde faktisk også en anden aftale, siger Glenna Andersen til TV2 Nord og fortsætter:
- Så jeg havde slet ikke forventet, at der var så lang ventetid, når jeg nu havde bestilt en tid i forvejen, siger hun.
IT-problemer skyld i lange køer
Jan Nybo, der er chef for covid-19-indsatsen i Region Nordjylland, bekræfter overfor TV2 Nord, at der har været køudfordringer ved alle de nordjyske vaccinationscentre lørdag.
- Vi har haft nogle it-udfordringer i dag, og derfor har vi nu sendt ekstra mandskab og ekstra computere ud til stederne for at afhjælpe udfordringerne, og så vi kan forebygge og forbedre det til i morgen, siger Jan Nybo til TV2 Nord.
Vi har haft nogle it-udfordringer i dag, og derfor har vi nu sendt ekstra mandskab og ekstra computere ud til stederne for at afhjælpe udfordringerne, og så vi kan forebygge og forbedre det til i morgen.
Jan Nybo, chef for covid-19-indsatsen, Region Nordjylland
Han forklarer, at dagens situation ikke er optimal, og at meningen er, at der skal være et naturligt flow i vaccinationerne, så man er færdig inden for et 'ordentligt tidsinterval'.
- Vi stiler mod, at man ikke får ventetid, men det er ikke alle ting, vi kan planlægge, siger Jan Nybo til TV2 Nord og forklarer, at han på nuværende tidspunkt ikke kender de eksakte ventetider, der har været de forskellige steder.
Anerkender at der kan ske fejl
Glenna Andersen ærgrer sig over dagens oplevelse, men hun bekymrer sig særligt på de ældres vegne, hvis de får samme oplevelse.
- Det er uacceptabelt. Vi andre kan bedre holde til det - det kan de ældre mennesker ikke, siger hun.
Glenna Andersen har forståelse for og anerkender, at der kan risikere at ske it-fejl, men hun synes alligevel ikke, at vaccinationerne lørdag var planlagt på en god og effektiv måde.