Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hoteller og højskoler ønsker klart svar om forsamlinger

Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Danskere, der har planlagt bryllup eller fødselsdagsfest til sommer, kan endnu ikke få svar på, om festen kan afholdes. Usikkerheden omkring forsamlingsforbuddet får nu konsekvenser i flere brancher.

Normalt er forårets og sommerens weekender booket med bryllupper og større arrangementer på Hotel Scheelsminde i Aalborg. 2020 var ingen undtagelse, men coronasituationen har betydet, at alle forårets arrangementer er aflyst.

- Det har været en rigtig hård situation, der kom som et lyn fra en klar himmel. På 12 timer fik vi annulleret alle vores arrangementer i marts, april og maj, så det var et hårdt slag. Vi har hele tiden prøvet at følge med og navigere i det, men der er ingen tvivl om, at det er hårde tider, siger Anemette Bühlmann, der er ejer af Hotel Scheelsminde og tredje generation i familievirksomheden.

Indtil videre er det forbudt at mødes flere end ti personer indtil 10. maj, men det er stadig usikkert, hvad der skal ske derefter, og det betyder, at flere tvivler på, at de kan holde et sommerbryllup eller en rund fødselsdag til sommer.

Det mærker de hos Hotel Scheelsminde, hvor sommerens arrangementer begynder at blive rykket eller aflyst:

- Jeg synes, det er super ærgerligt. Vi kunne have undgået mange annulleringer og aflysninger, hvis der var meldt noget ud. Jeg synes, det er uheldigt, at vi ikke snart får nogle flere retningslinjer også i forhold til, hvornår vi må åbne vores restaurant igen, for det savner vi en afklaring på, siger Anemette Bühlmann.

Afbud til sommerkurser

På Vrå Højskole har coronasituationen også haft store konsekvenser. Højskolen har sendt 75 elever hjem, og tilmeldingerne til sommerens højskolekurser lider under, at der endnu ikke er kommet en melding i forhold til, om de kan gennemføres til sommer.

- Sommerkurserne var faktisk udsolgte, da det her skete, men på nuværende tidspunkt har vi fået 48 afmeldinger. Det betyder, at flere af kurserne er ved at være nede i et antal, hvor vi skal vurdere, om vi kan køre dem, siger Pia Schnoor, der er forstander på Vrå Højskole.

Højskolen har også flere norske gæster på deres sommerkurser, og de har alle sammen meldt fra, fordi det endnu er usikkert, om grænserne til Danmark åbner. Forstander Pia Schnoor er dog ikke i tvivl om, at tilmeldingerne nok skal komme, hvis højskolen får lov til at åbne for sommerkurser:

- Alle dem, der ikke kan komme ud at rejse til sommer, de kan jo tage på højskole i stedet for, og så vil vi glæde os til at tage imod dem, men lige nu har vi næsten ledige pladser på alle vores kurser, síger hun.

Kritik fra oppositionen

Regeringen har i dag meldt ud, at forsamlinger over 500 mennesker bliver forbudt indtil september, og forsamlingsforbuddet på ti personer fortsætter indtil 10. maj og kan derefter forlænges.

På Christiansborg vækker det i dag kritik fra oppositionen, at regeringen ikke er mere klar i sin melding om forsamlingsforbuddet, så danskere, der planlægger arrangementer til sommer kan få besked, om de kan holdes eller ej:

- Problemet ved det her er, at man er ekstremt uklar. Der er ingen af os, der ved, hvad vi har at forholde os til henover sommeren, og hvis man står og har planlagt sit bryllup, så bliver man simpelthen nødt til allerede nu at vide, kan man afholde det eller ikke. Jeg synes, at Mette Frederiksen skylder at være langt mere præcis, siger Venstres næstformand, Inger Støjberg.

Statsminister Mette Frederiksen er selv en af dem, der har planlagt et bryllup til sommer, men hun kan på nuværende tidspunkt ikke sige, om hun og andre danskere kan holde bryllupper og andre store fester:

- Vi kan se, at store arrangementer kan indeholde det, vi kalder superspredning, hvor rigtig mange mennesker bliver syge. Derfor er det vurderingen med det, vi har set med corona indtil nu, så bliver det ikke på noget tidspunkt henover sommeren tilladt at samle flere end 500 mennesker. Det siger vi nu af hensyn til, at man kan få planlagt sig ud af de meget store arrangementer. Kan vi så komme endnu tættere på? Det kommer vi givet hen af vejen, men vi kan ikke svare på alle spørgsmål nu, for det hænger sammen med, hvordan sygdommen udvikler sig. Derfor gælder der fortsat et forbud mod at samles flere end 10 personer, siger statsminister Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Jubilæum i 2020

På Hotel Scheelsminde står selskabslokalerne og spisesalen tomme for tiden, og de ansatte er sendt hjem på lønkompensation. Hotellet kan fejre 60 års jubilæum i 2020, men jubilæumsfesten må vente lidt endnu:

- Vi er en forholdsvis sund familievirksomhed, og vi har en god bank bag os, så vi skal nok komme ud på den anden side af det her. Men i forhold til, at vores jubilæumsår her i 2020 skulle have været et rigtig godt år med masser af glade gæster, så er verden jo pludselig blevet en helt anden, siger ejer Anemette Bühlmann.

Hun håber, at lokalerne kommer i brug til sommer og bliver fyldt med bryllupsgæster og andre arrangementer, og hun håber også, at hotellet og hotellets gæster snart får en afklaring på situationen til sommer.

- Jeg håber snart, der kommer nogle retningslinjer. Især i forhold til, hvornår det er, man regner med, at restauranterne må åbne, for det giver en vis tryghed hos vores gæster. I forhold til forsamlingerne skal der flere retningslinjer på, for der er ingen tvivl om, at vi er forvirrede, og vores gæster er forvirrede, og det skaber bare usikkerhed, siger hun.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Artiklen opdateres med reaktioner fra Aalborg-lejren.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.


Få forklaringen: Derfor fravælger Venstre-profil Nordjylland

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Christian Friis Bach oplyser lørdag, at han skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Venstre-politikeren Christian Friis Bach fik ved det seneste folketingsvalg 1489 personlige stemmer, da han blev valgt ind i Folketinget i Nordjyllands Storkreds.

Men nu forlader han det nordjyske. Social- og handicapordføreren for Venstre skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Tre hovedårsager

Skiftet væk fra Nordjylland er en beslutning, der har været undervejs. Faktisk siden han skiftede Radikale Venstre ud med Venstre i august, fortæller han.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Nordjylland, og jeg har følt mig godt hjemme. Så det har også været i overvejelserne, om jeg skulle blive, siger han til TV2 Nord.

Venstre-politikeren nævner, at der er tre årsager, der gør, at han fremover stiller op på Sjælland.

- For det første er det af respekt for mine gamle kolleger i Radikale Venstre i Nordjylland, og det arbejde de har gjort for mig. Det vil ikke være så sjovt, hvis jeg skulle stå og kæmpe om de samme lygtepæle mod nogle af dem, som har hjulpet mig med at sætte plakater op tidligere.

Derudover har der været et større analysearbejde i gang fra Venstres side, siden Christian Friis Bach blev en del af partiet.

- Der er analysefolk, der har haft gang i den helt store regnemaskine, for at finde ud af hvor jeg kan gøre den største forskel for Venstre. Og det er på Sjælland. Det handler om, hvordan stemmerne faldt sidste gang, og hvem der stiller op hvor, siger Christian Friis Bach.

- Og så til sidst er det jo selvfølgelig nemmere praktisk, når jeg bor på Sjælland. Også selvom jeg har meget familie i Nordjylland og ofte kommer deroppe, lyder det.

Har nordjyske stemmer i baghovedet

Selvom Christian Friis Bach nu fremover stiller op i Næstved-kredsen, så vil de nordjyder, som har givet deres stemme til Venstre-politikeren ikke blive glemt, forsikrer han.

- I den tid jeg er i Folketinget, vil jeg stadigvæk bakke op om Nordjylland og kæmpe for den nordjyske dagsorden. Der er nordjyder, der har stemt på mig, og jeg vil fortsat kæmpe for dem, siger Christian Friis Bach og nævner kampen om et forbedret elnet og de store investeringer i Forsvaret som noget, der skal komme Nordjylland til gode.

Christian Friis Bach oplyser desuden, at der også har været nordjyske lokalkredse hos Venstre, som har forsøgt at få ham til at stille op for dem.