Hjælp på vej: Region Nordjylland under pres
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Efter øget smittetryk og hjemsendelser af personale oplever Region Nordjylland nu et stort pres på deres testcentre. De har i den forbindelse bedt landets andre regioner om hjælp.
Fra i dag, mandag, er der hjælp på vej fra både Region Sjælland og Region Midtjylland.
Region Nordjylland er presset på testpersonale i deres testcentre, efter en poder blev testet positiv for COVID-19, og yderligere 18 af regionens podere er hjemsendt, indtil to negative tests kan fremvises.
Dette oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Testkapacitet på vej
Region Midtjylland sender tre testbiler på vej til Nordjylland, for at øge testkapaciteten i forbindelse med det øgede smittetryk i Region Nordjylland.
Dertil sender Region Sjælland 11 ekstra podere mod nord, for at afhjælpe manglen på arbejdskraft, efter smittetilfældet blandt de nordjyske podere.
- Vi oplever et meget stort pres for at lade sig teste. Det skyldes de bekymrende smittetal fordelt i hele regionen. Derfor er det utroligt godt, at andre regioner nu prioriterer nogle af deres testressourcer til Nordjylland, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Hurtig hjælp fra regionerne
Under halvanden time efter Region Nordjylland havde bedt om assistance, var der hjælp at hente hos de andre regioner, oplyser Region Nordjylland i pressemeddelelsen.
- Den meget store testaktivitet sammenholdt med at 18 podere nu er hjemsendt, gør at vi rækker hånden ud til andre regioner, og de har på under halvanden time sørget for at sætte hurtigt ind hos os, så vi opmander midlertidigt med tre testbiler og 11 ekstra podere, siger Ulla Astman.