Formand forstår bekymring fra lærere før skolegenåbning
De danske skoleelever skal begynde i skole igen onsdag efter en forlænget juleferie. Det skaber bekymring blandt Aalborg Lærerforenings medlemmer.
Der blev fulgt intenst med i det pressemøde, børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) tirsdag afholdt forud for skoleåbningen onsdag. Genåbningen er nemlig kilde til bekymring blandt lærerne.
Karsten Lynge Simonsen, der er formand for Aalborg Lærerforening, havde forventet det, der blev sagt på pressemødet, men havde håbet på mere.
- Vi har stadig nogle medlemmer i lærerkredse, der er meget bekymret for at blive udsat for smitte, siger han og fortsætter:
- Det kan være, at de har sårbare familiemedlemmer og så videre, så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skal have lov til at bære mundbind. Jeg synes, det er noget pjat.
Aalborg Lærerforening står for at organisere godt 2300 lærere, som på pressemødet har fået en række anbefalinger og opfordringer med fra ministeren i forbindelse med tilbagevenden til skolen.
HER ER RESTRIKTIONERNE VED SKOLESTART
- Skolebørn anbefales at blive vaccineret, men det er ikke et krav.
- Eleverne anbefales at lade sig selvteste to gange ugentligt - det gælder for elever fra 1.-10. klasse.
- Personalet på skolerne opfordres til at lade sig teste to gange ugentligt uanset vaccinationsstatus.
- Krav om mundbind og visir hos forældre, der besøger skolerne.
- Forældre bør afhente deres børn udendørs, så vidt det er muligt.
- Elever bør ikke blandes på tværs af klasser.
- Alle sociale arrangementer anbefales aflyst.
- Lad dit barn blive hjemme, hvis det hoster eller er syg på anden vis.
- Er børn nære kontakter til en person smittet med COVID-19, bør det holdes hjemme, indtil der foreligger en negativ test.
- Eleverne bør holde sig til deres stamklasser.
- Der bør luftes ud ofte i klasselokalerne.
- Sprit af eller vask hænder ofte.
Ønsker flere midler
På pressemødet kom der ikke noget nyt frem, som skolerne ikke havde fået sendt ud på forhånd.
Udover mundbind havde formanden for Aalborg Lærerforening håbet på, at han kunne have fået lidt flere midler at arbejde med, når skolerne åbner igen.
- Jeg havde ønsket nogle midler til at kunne arbejde mere med opdeling af stamklasserne, og så måske en tilladelse til at gå i nødbekendtgørelse, så vi ikke skal levere de samme fag og timeantal i den her periode, siger Karsten Lynge Simonsen.
Der skal tages en god snak
Karsten Lynge Simonsen er klar over, at der er bekymrede lærere rundt omkring, som kan være en smule uforstående overfor restriktionerne, der er nu i forhold til sidst skolerne var lukket ned.
- Da vi havde nedlukning sidste forår, var det med meget lave smittetal og meget strenge restriktioner, siger han.
- Nu er det som om, at alt bare åbner op, og der kan jeg godt forstå, at man bliver bekymret som ansat.
Derfor arbejder man ifølge Karsten Lynge Simonsen på at få taget nogle gode samtaler på skolerne i arbejdsmiljøgrupperne og med de tillidsvalgte.
- Hvis der er nogle enkelte, hvor man kan sige, at der er en særlig risiko, så tager man hensyn til det, siger han.
Det er dog godt, at børnene kommer tilbage i skole igen, mener Karsten Lynge Simonsen, så længe der er styr på sikkerheden.