Festen sat på pause: Jomfru Ane Gade lukker midlertidigt
Foto: Bruno Stagsted
For at undgå smittespredning med coronavirus lukker Jomfru Ane Gade helt ned resten af måneden.
Danmarks største restaurationsgade, Jomfru Ane Gade, lukker i første omgang helt ned til og med 30. marts.
Festen er midlertidig sat på pause i Jomfru Ane Gade.
De 34 restauranter i Danmarks største restaurationsgade lukker til og med 30. marts. Og det er sket i fuld enighed mellem restauratørerne.
Det oplyser talsmand for Jomfru Ane Gades restauratører, Henrik Foget Jensen fra Zwei Gross Bier Bar
- Covid-19 er en stor fare for hele samfundet. Med 34 restauranter og tusindvis af glade gæster må vi derfor alle tage et medansvar. Jomfru Ane Gade lukker ned i dag, siger Henrik Foget Jensen.
Han fortæller, at mobiltelefonerne blev brugt flittigt onsdag aften, for at alle restauratørerne kunne blive hørt i forbindelse med nedlukningen. Og at det har været vigtigt at stå sammen om beslutningen, for derved at undgå hvad Henrik Foget Jensen kalder en intern krig, hvis enkelte restauranter ville holde åbent, mens resten var lukkede.
- Ved at gøre en hurtig indsats nu, håber vi, at vi kan være med til at gøre perioden, hvor vi skal holde lukket, kortere. Selv om det er hårdt nu, kan det på den lange bane vise sig at være fornuftigt. For det handler om at undgå, at flere bliver smittede, siger Henrik Foget Jensen.
Han opforer alle andre beværtninger i Aalborg og i resten af landet om at følge trop og hjælpe Danmark til at komme over udfordringen med coronavirus.
Henrik Foget Jensen er udmærket klar over, at det kan få store økonomiske konsekvenser for restauratørerne, at der nu skal lukkes ned i nogle uger.
- Men tager vi ikke alle et medansvar, vil omkostningerne for det danske samfund være ufattelige, siger Henrik Foget Jensen.