Fårup ser på mulighed for at åbne tidligere
Foto: Fårup Sommerland
Udvidelsen af fase 2 af genåbningen af Danmark gør det muligt for Fårup Sommerland at åbne tidligere end planlagt. Men om de gør det, er endnu ikke besluttet.
Fårup Sommerland kan åbne tidligere end 11. juni, hvor sommerlandet egentlig havde planlagt at byde gæsterne velkomne igen.
Regeringen og Folketingets partier blev sent onsdag aften enige om en udvidelse af fase 2 af genåbningen af Danmark, og det betyder blandt andet, at udendørs forlystelsesparker kan åbne fra onsdag 27. maj.
- Det er superpositivt for vores samfund, at der kan åbnes tidligere, og vi sidder i disse timer og dage og kigger på, om det vil være muligt for os at åbne tidligere end planlagt, siger Niels Jørgen Jensen, der er direktør i Fårup Sommerland.
Han kalder udvidelsen af genåbningens fase 2 for ”værdifuld” – men han havde håbet på en mere klar melding om åbning af grænserne.
- En klar melding er helt central for turisterhvervet. Vi havde håbet på klarhed overfor det norske og tyske marked. Det er super afgørende for den planlægning, der foregår, siger Niels Jørgen Jensen.
Regeringen oplyser, at den senest vil melde noget ud om grænserne 29. maj.
- Vi har lært at omstille os
Fårup Sommerland havde inden coronapandemien planlagt at åbne 2. maj.
Pandemien betød dog, at de i første omgang måtte udskyde åbningen til 21. maj. Men så slog regeringen fast, at det ikke var muligt for udendørs forlystelsesparker at åbne før 8. juni.
Det fik Fårup Sommerland til at fastsætte åbningsdagen til 11. juni.
- Vi har lært at omstille os, og vi har længe været vant til begrænsninger og restriktioner. Nu står vi i en situation med omvendt fortegn. Det er positivt for branchen - men det gør også, at vi lige nu bruger mange af vores vågne timer på at finde ud af, hvad vi gør, siger direktøren.
En stor del af medarbejderne i Fårup Sommerland er sendt hjem indtil mandag 25. maj. Parkens teknikere har dog sørget for at holde forlystelserne kørende. Se et indslag om det her: