Efter stor stigning af coronasmittede mink: SF vil forbyde minkavl
Foto: Henning Bagger Scanpix Ritzau
På baggrund af de seneste ugers voldsomme stigninger i antallet af minkfarme, der er smittede med coronavirus i Vendsyssel, kalder folketingsmedlem for SF Carl Valentin fødevareminister Mogens Jensen i samråd. S vil have minkavl forbudt i Danmark. Foto: Henning Bagger Scanpix Ritzau
På baggrund af de seneste ugers voldsomme stigninger i antallet af minkfarme, der er smittede med coronavirus i Vendsyssel, kalder folketingsmedlem for SF Carl Valentin fødevareminister Mogens Jensen i samråd. SF vil have minkavl forbudt i Danmark.
Det er dybt bekymrende, og regeringen har ikke taget de nødvendige skridt til at stoppe smittespredningen. Derfor kalder SF nu fødevareministeren i samråd. Sådan lyder det fra SFs dyrevelværdsordfører Carl Valentin.
Han mener, at minkavl i Danmark bør udfases - i lighed med det andre europæiske lande er i gang med i øjeblikket.
- Det er på tide, at ministeren ser skriften på væggen. Minkproduktionen er på vej ud, og Danmark kan ikke hænge i bremsen og overlade det til andre lande at tage ansvar midt i en pandemi. Regeringen må handle på den alvorlige situation, vi står i, effektivt bekæmpe spredningen af corona hos mink og lægge en plan for, hvordan pelsdyravl kan afvikles i Danmark, siger Carl Valentin.
Reaktionen kommer efter, at der lige nu er registreret 33 corona-smittede minkfarme i Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune. Og problemet med COVID-19 blandt mink ser ud til at vokse dag for dag. Flere af de farme, der i sidste uge var under mistanke for at være smittet, er nu bekræftet smittet.
Ingen øvrige danske kommuner har minkfarme smittet med COVID-19.
Regeringen må handle på den alvorlige situation, vi står i, effektivt bekæmpe spredningen af corona hos mink og lægge en plan for, hvordan pelsdyravl kan afvikles i Danmark
Carl Valentin (SF)
- Udfas så hurtigt som muligt
SF får støtte fra Dyrenes Beskyttelse, der mener, at tiden er inde til at tage et opgør med minkindustrien.
- Vi risikerer at sakke bagud både i forhold til dyrevelfærd og i forhold til mulig smitte af COVID19 fra minkfarmene, hvilket senest har fået et stort minkproducerende land som Holland til at fremrykke deres nedlukning af minkindustrien til marts næste år. Spørgsmålet er, hvor længe man fra dansk side vil holde hånden under en produktion, som tjener penge på ringe dyrevelfærd og nu også muligvis udsætter mennesker for smitterisiko. Danmark kan ikke både være en nation, der bryster sig af at sætte dyrevelfærd højt og samtidig tillade, at millioner af mink holdes i små bure stik imod dyrets naturlige behov, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.
Dyreværnsorganisationen mener, det vil være i alles interesse, hvis de danske politikere får sat en udløbsdato for det, organisationen betegner som en forældede industri.
- Jeg vil på det kraftigste opfordre til at minkproduktionen udfases så hurtigt som muligt, og samtidig får vi den danske dyrevelfærdspolitik op på niveau med resten af landene omkring os, lyder det fra direktøren for Dyrenes Beskyttelse.
- Det er usmageligt
Derimod kommer Socialdemokratiet ikke til at lægge stemmer til SF’s forslag om et forbud mod minkavl i Danmark. Det oplyser det nordjysk valgte folketingsmedlem Bjarne Laustsen.
- Jeg synes, det er usmageligt at SF og andre partier nu forsøger at udnytte coronaen, og situationen omkring at flere minkfarme er ramt af den, til at kræve et forbud. Mit synspunkt er tværtimod, at vi skal hjælpe en branche, der er i knæ fordi den ligesom en lang række andre danske eksportbrancher er kommet i klemme på grund af coronaen. Jeg føler med de avlere og deres familie, som bliver angrebet, fordi mennesker har smittet mink. Det er ikke minkene, der har smittet menneskene. Derfor vil det også være forkert, at støtte et forbud mod minkavl i Danmark, siger Bjarne Laustsen (S).
Jeg synes, det er usmageligt at SF og andre partier nu forsøger at udnytte coronaen, og situationen omkring at flere minkfarme er ramt af den, til at kræve et forbud
Bjarne Laustsen (S)
Samme melding kommer fra Dansk Folkeparti, hvor den nordjysk valgte Lise Bech også tager afstand fra forslaget fra SF.
- Det er som om, man forsøger at udnytte coronasituationen ved at træde på folk, der ligger ned, siger Lise Bech (DF).
Bjarne Laustsen understreger, at han er stolt af, at Danmark har lang række dygtige producenter af alt mellem himmel og jord – herunder også minkavlere.
SFs Carl Valentin afviser, at partiet skulle bruge den alvorlige corona-situation til igen at forsøge at få minkavl forbudt i Danmark.
- Vi er bekymret, da der ligger en reel smittefare her lige nu, siger han.
Første smittet i juni
Det var tilbage i juni, at der for første gang nogensinde blev konstateret corona blandt mink. Dengang var det Styrelsen for Patientsikkerhed, der tog kontakt til Fødevarestyrelsen, efter man havde konstateret en person smittet med corona, da denne person har tilknytning til en minkfarm. Det var i Hjørring Kommune.
Dengang var der ifølge Fødevarestyrelsen ingen indikation på, at dyr spiller en rolle i spredningen af COVID-19 virus til mennesker. Siden har forskere konstateret, at det ikke er korrekt, da der netop på i hvert fald en af de smittede minkfarme i Vendsyssel er bevis på, at mink har smittet tilbage til mennesker.
I forbindelse med et corona-udbrud på et plejecenter i Sindal har det vist sig, at corona-virus stammede fra en minkfarm i området, ligesom samme variant af virus senere dukkede op på andre farme i Vendsyssel.
Det har en forskningsgruppe fra henholdsvis Aalborg Universitet og Statens Serum Institut slået fast. Forskerne har undersøgt, om virus er blevet mere smitsomt eller farligt efter at have hoppet mellem mennesker og mink, men det tyder intet på. Det skriver fagbladet Danske Minkavlere.
- Andre dyrearter har, så vidt vi ved, ikke givet anledning til tilsvarende udbrud. Det er derfor, der er så stort fokus på mink. Mennesker bærer virus ind til minkene, og når der er så mange mink, vil der også være en høj virusudskillelse, siger Helle Daugaard Larsen, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse hos Statens Serum Institut, til fagbladet Danske Minkavlere.
Hvorfor smitten rammer helt lokalt i Vendsyssel, er der endnu ingen forklaring på, ligesom der heller ikke er noget entydigt svar på, hvordan coronasmitten kan sprede sig så hurtigt fra farm til farm.
Fødevareministeriet har på baggrund af de store stigninger netop der indført skærpede krav, hvilket betyder, at landets minkfarme vil få uanmeldt kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen.
Det skal sikre, at personalet på farmene tager de nødvendige forholdsregler med blandt andet brug af mundbind, håndsprit og andre værnemidler.