Danske Fysioterapeuter: - Vi er klar til endnu flere patienter
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
De danske fysioteraputer melder sig klar til at behandle flere end de såkaldte 'kritiske patienter'.
Formand for Danske Fysioterapeuter, Tina Lambrecht, er tydelig i spyttet: - Vores klinikker er klar til at hjælpe, inden patienternes udfordringer bliver endnu værre.
De danske fysioterapeuter er klar til mere end den åbning, et bredt flertal på Christiansborg er blevet enige om i nat, der tillader fysioteraputer at behandle såkaldte 'kritiske patienter'.
- Patienter har gået i knapt en måned uden fysioterapeutisk behandling, og mange af dem har meget stort behov for at se deres fysioterapeut igen. Man kan sige, at sygdom, der ikke er kritisk i dag, kan blive det i morgen, og en åbning for mere fysioterapi vil forhindre tilbagefald og forværring af handicap. Vores klinikker er klar til at hjælpe, inden patienternes udfordringer bliver endnu værre, siger Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter.
Derfor ser Danske Fysioterapeuter frem til, at der hurtigst muligt bliver åbnet op for behandling af en langt bredere skare af patienter.
- Fysioterapeuter er autoriserede sundhedspersoner og har de faglige forudsætninger for at vurdere, om en behandling er nødvendig og samtidig sikre behandlinger med meget lav corona-smittefare. Det bør veje tungt i de politiske og sundhedsfaglige overvejelser omkring en åbning af klinikkerne for flere patienter, siger Tina Lambrecht.