Corona-smitte: En beboer og yderligere to ansatte ramt på demenscenter
Smitten er afgrænset til boenhed B på Skovgården i Hadsund.
Test viser, at en beboer og yderligere to ansatte på Demenscenter Skovgården i Hadsund er smittet med coronavirus.
I forlængelse af at fire ansatte i en afgrænset boenhed på Demenscenter Skovgården blev testet positive for covid-19, blev det besluttet at teste samtlige medarbejdere og beboere i samme boenhed, som smitten er afgrænset til.
Status er, at seks ansatte i boenheden på Demenscenter Skovgården er sendt hjem i karantæne med covid-19. Den ramte beboer er sat i karantæne i sin lejlighed på Skovgården, og de nærmeste pårørende er orienteret.
Det oplyser Mariagerfjord Kommune i en pressemedelelse.
Smitten er afgrænset til boenhed B på Skovgården. Her bor otte beboere, som alle er blevet tilbudt test. Til boenheden er der tilknyttet 28 ansatte, hvoraf 19 er testet negative. Der mangler stadig svar på de sidste test.
- Vi har nu fået flere testresultater og har derfor et foreløbigt overblik over situationen. Medarbejderne, der nu er konstateret positive, er allerede sendt hjem i karantæne, ligesom de øvrige kolleger, der er tilknyttet boenheden. Vi indsætter nyt personale og går systematisk til værks med særligt fokus på at forebygge smittespredning, siger sundheds- og ældrechef Michael Tidemand.
Personalet på Skovgården har løbende været opmærksomme på både beboernes og deres eget helbred. De har i den forbindelse fået besked på, at de straks skal reagere ved den mindste mistanke om covid-19. Derfor er der løbende blevet foretaget test på plejecentret med udgangspunkt i sundhedsstyrelsens anbefalinger.