Corona: Fra i dag kan alle blive testet i sommerlandet
Foto: Bruno Stagsted
Fra mandag formiddag har turister og borgere i Løkken kunne lade sig teste for coronavirus ved en af Region Nordjyllands nye mobile testenheder.
Henover sommeren vil det være muligt for både borgere samt inden- og udenlandske turister at lade sig teste for coronavirus flere steder i det nordjyske sommerland. Tidsbestilling er ikke nødvendig og tilbuddet gælder alle personer over 18 år.
Plan for uge 26
Testenhederne opsættes efter behov, og der kan derfor løbende komme ændringer til planen.
- Mandag d. 22. juni: Løkken
Materielgården, Vrenstedvej 54, k. 9-15 - Tirsdag d. 23. juni: Hirtshals
Endelig lokation og tidsrum afventer - Onsdag d. 24. juni: Skagen
Den tidligere lægevagt, Poul Baghs Vej, Kl. 9-15 - Torsdag d. 25. juni: Læsø
Byrum, 300 meter fra plejecentret, kl. 13.30-19 - Fredag d. 26. juni: Hals
Endelig lokation og tidsrum afventer
Kilde: Region Nordjylland
Mandag formiddag er den mobile testenhed for første gang rykket ud i Løkken. Det er muligt at blive testet i tidsrummet 9-15, og det foregår på Materielgården, Vrenstedvej 54. Der er i alt fire mobile testenheder i Region Nordjylland, der med kort varsel opsætter testudstyr på lokationer, hvor der er størst behov for testning. Tiltaget kommer efter at Testcenter Danmark og Sundhedsministeriet har bedt regionen om at åbne mobile testenheder på steder, hvor der enten er langt til eksisterende testfaciliteter eller forventes at være mange folk henover sommeren.
- Der er tale om et supplement til eksisterende testfaciliteter. Testcenter Danmark kan allerede pode alle voksne i Thisted, Nørresundby og Hjørring. Men nu intensiveres testindsatsen, og borgere og turister kan derfor også lade sig teste, når de befinder sig i det nordjyske sommerland, sagde kontorchef i Region Nordjyllands sundhedsplanlægning, Malene Møller Nielsen, i fredags.
Testningen er rettet mod personer, der ikke udviser symptomer på smitte med COVID-19.
Den mobile testenhed vil som minimum komme forbi Øster Hurup, Hals, Blokhus, Løkken, Lønstrup, Vorupør samt Skallerup Klit Feriecenter, og så bliver der også løbende testet ved grænserne ved Hirtshals Havn samt Aalborg Lufthavn. Regionen Nordjylland vil løbende vurdere, hvor det giver bedst mening at teste. Du kan følge med i, hvor de mobile testenheder befinder sig på www.rn.dk/coronatest
Testkapaciteten er på omkring 300 personer om dagen, og svaret på testen modtages på sundhed.dk 72 timer, efter at testen er foretaget.