Brønderslev Kommune har tredje flest smittede i hele landet
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Skilt fra Sundhedsstyrelsen om at holde afstand på hovedgaden i Dronninglund, 15. september 2020.
De seneste dage er der blevet registreret mange smittetilfælde med covid-19 i Brønderslev Kommune. I dag er kommunen kravlet op som nummer tre på listen over kommuner med flest smittede per indbygger.
Brønderslev Kommune er den nordjyske kommune, der i øjeblikket er hårdest ramt af covid-19. Faktisk er kommunen nummer tre på Statens Serum Instituts liste over kommuner med flest smittede per indbygger i hele landet.
De seneste syv dage er 50 personer blevet testet positive for covid-19 i kommunen. Det svarer til 138 smittede per 100.000 indbyggere.
Det er kun de to hovedstadskommuner, Vallensbæk og Ishøj, der har flere smittede per indbygger end Brønderslev. Her er der henholdsvis 205 og 166 smittede per indbygger.
Ifølge borgmesteren i kommunen, Mikael Klitgaard (V), kan den store stigning skyldes et ”open by night” arrangement, der blev afholdt den 4. september i Dronninglund. Derfor opfordrer han nu personer, der har deltaget i arrangementet, til at blive testet.
- Har du deltaget i Open by Night i forrige uge, eller været i tæt kontakt med smittede herfra, så skynd dig at blive testet. I det hele taget vil jeg opfordre borgerne i byen til at blive testet, siger lyder det fra borgmesteren.
Ingen yderligere restriktioner
På trods af det høje smittetal i kommunen, så bliver der endnu ikke indført nye restriktioner i Brønderslev. På et pressemøde tirsdag eftermiddag fremlagde sundhedsminister, Magnus Heunicke (S), nye restriktioner som svar på de stigende smittetal. Restriktionerne kommer kun til at gælde i 17 kommuner i hovedstadsområdet – i hvert fald lige foreløbigt.
- Vi lukker ned lokalt, der hvor der er samfundssmitte. Jeg kommer ikke til at sige, at det ikke kommer til at ske i andre dele af Danmark, siger Magnus Heunicke.
- Det er vores myndigheder, der laver smitteopsporingen. Hvis vores styrelser kommer med en anbefaling om at gøre mere i eksempelvis Brønderslev, så tøver vi ikke med at finde værktøjet frem helt lokalt.
Hos støttepartiet Enhedslisten er der opbakning til de nye restriktioner i hovedstadsomårådet, som også vil kunne tages i brug i resten af landet.
- Jeg synes, det regeringen lægger op til ser fornuftigt ud. Det vi skal være opmærksomme på, det er, om der stadig sker en spredning nationalt. Derfor kan det jo være, at det bliver nødvendigt at udbrede nogle af de nye restriktioner på nationalt plan, siger Peder Hvelplund, der er sundhedsordfører for Enhedslisten i Folketinget.
Også regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S), vil ikke udelukke, at der på sigt vil komme lignende restriktioner i Nordjylland.
- Det kan bestemt ikke udelukkes. Smittetallene og smitteudviklingen her i regionen er ikke helt lige så høj, som den er i Region Hovedstaden, men der bliver holdt vågent øje og skulle der være behov for det, må vi sammen med ministeriet og Sundhedsstyrelsen overveje, om der skal lægges yderligere restriktioner på, siger Ulla Astman (S).