Boligforening klar med hjælp til beboere, der mister jobbet på grund af coronakrisen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den nordjyske boligorganisation Alabu Bolig er klar med en hjælpepakke til beboere, der måtte miste deres job som følge af coronakrisen.
Frygten for at coronavirussen spreder sig i Danmark har fået regeringen til at lukke store dele af det danske samfund ned. Som følge deraf har en række virksomheder - som eksempelvis restauranter, frisører og fitnesscentre - i en periode ikke længere lov til at holde åbent.
Regeringen er klar med hjælpepakker til de virksomheder, der bliver ramt af coronarestriktionerne, men der er stadig risiko for, at nogle mister deres job på grund af coronakrisen.
Derfor er den nordjyske boligorganisation Alabu Bolig klar med hjælp til beboere i foreningens afdelinger, som måtte miste deres job, fordi coronavirussen er kommet til Danmark. Det oplyser Alabu Bolig i en pressemeddelelse.
- Det er prisværdigt, hvad der bliver gjort fra politisk side for at hjælpe erhvervslivet. Vi forsøger nu at hjælpe på en anden måde ved at holde hånden under vores beboere. Deres trivsel, sikkerhed og økonomiske tryghed betyder meget for os. Derfor har vi besluttet at give en økonomisk håndsrækning, hvis en beboer mister sit job på grund af coronavirus. I så fald kan de få lavet en afdragsordning for huslejen, siger Laila Thomsen, der er formand for Alabu Bolig.
- En ekstraordinær situation
Alabu Bolig har nedsat en gruppe af kundeservicemedarbejdere, som er klar til at hjælpe de beboere, der kan få brug for en afbetalingsordning, fordi de mister deres job på grund af coronakrisen.
- Det her er så ekstraordinær en situation, at der kræves helt særlige initiativer for at hjælpe vores beboere bedst muligt igennem krisen. Det er slemt nok at miste sit job, og vi håber med denne hjælpepakke at undgå, at vores beboere også mister deres trygge rammer, deres hjem, fordi de midlertidigt står uden job og indtægt, siger Laila Thomsen.
Hjælpepakken er en afdragsordning, hvor beboerne frem til 30. september 2020 kan få lavet en individuel aftale med Alabu Bolig om, hvordan og hvornår huslejen skal betales.
Der bor cirka 15.000 beboere i Alabu Boligs afdelinger.