Besøgsrestriktioner ophæves på Aalborgs kommunale plejehjem
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix
Grundet et dalende smittetryk i Aalborg Kommune har Styrelsen for Patientsikkerhed vagt at ophæve besøgsrestriktionerne på plejehjemmene.
De ældre beboere på kommunens plejehjem må endnu engang få besøg, efter kommunen har været i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, oplyser Ældre- og Handicapforvaltningen i en pressemeddelelse.
Beslutningen blev taget på baggrund af et dalende smittetryk i Aalborg Kommune, og der blev på denne baggrund vurderet, at det endnu engang var forsvarligt at åbne op for besøgende på kommunens plejehjem.
Besøgsrestriktionerne er dermed ophævet på de kommunale plejehjem, og beboerne kan nu få indendørs besøg igen, så længe de gældende sikkerhedsforanstaltninger stadig bliver overholdt.
- Det er glædeligt for de ældre på plejehjem, at de atter kan få besøg af andre end deres allernærmeste pårørende. Når det er sagt, så er det dog vigtigt at huske, at smitterisikoen ikke er væk – vi er fortsat en ”rød kommune”, og derfor skal vi alle fortsat følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger nøje, siger direktør Jan Nielsen, som står i spidsen for Aalborg Kommunes sundhedsberedskab.
Hvis smittetrykket forbliver faldende, forventer Aalborg Kommune, at Social- og Indenrigsministeriet snart følger trop og ophæver besøgsrestriktionerne på kommunens botilbud for mennesker med handicap, oplyser Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune i pressemeddelelsen.