Aalborg Kommune fremrykker investeringer for 400 millioner kroner
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokratiet), borgmester i Aalborg Kommune er svært tilfreds med, at regeringen og Dansk FOlkeparti vil etablere en tredje Limfjordsforbindelse.
Aalborgenserne kan se frem til bedre bygninger og veje. Det bliver muligt, fordi Budgetforligspartierne i Aalborg Kommune i dag har besluttet at sigte efter at fremrykke renoverings- og anlægsopgaver for 400 millioner kroner.
- Jeg er glad for at kunne fortælle, at vi i dag er blevet enige om at sigte efter at kunne fremrykke renoveringsopgaver for 400 millioner kroner. Jeg er rigtigt glad for beslutningen, for det betyder, at vi både kan redde jobs og skabe omsætning i virksomhederne, samtidig med at vi får bedre bygninger og veje, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Det er KL og Regeringen, der har indgået en ny aftale om kommunernes økonomi i lyset af COVID-19. Et af hovedelementerne i aftalen er fremrykning af anlægsinvesteringer, herunder at kommunerne sættes fri af den aftalte anlægsramme for 2020, og at der gives lånefinansiering til den forøgede anlægsaktivitet. På den måde kan der komme gang i beskæftigelsen her og nu.
Siden aftalens indgåelse har man i Aalborg Kommune arbejdet hårdt på hurtigt at skabe overblik over, hvilke initiativer kommunen kan fremrykke og igangsætte i løbet af 2020. De præcises lånebetingelser kendes dog ikke endnu, og der kan være usikkerheder forbundet med nogle af projekterne i forhold til igangsætning og tidsplaner. Det bliver belyst i den kommende tid og frem mod den politiske behandling i byrådet 20 april.
- Vi sætter det hele i gang, så hurtigt vi kan. Det bliver især vores daginstitutioner, skoler og plejecentre, der har høj prioritet, så både arbejdsmiljøet og indeklimaet bliver forbedret. Derudover vægter vi klima- og energiforbedringer højt samt veje og trafiksikkerhed, siger Thomas Kastrup-Larsen.